Selve ordet "År" betød naturligvis den tid, det tager jorden at dreje rundt om solen. Men det havde også en anden betydning, som afspejler de livsvilkår, man havde, og de Guddomme, man dyrkede den gang før kristendommens indførelse.
Man vidste hvornår dag og nat var lige lange, det skete to gange om året,; på vej mod sommeren, den frugtbare og frodige periode, og så igen på vej mod vinteren; hvile- og ritualperioden. Den første del, der hvor forårsjævndøgnet ligger, kaldte man for forår, fordi det var perioden inden "År", altså den frodige givende sommer. I den anden del - efterår, fordi det kom efter den frodige del. Det giver jo fin mening, og "År" får altså en betydning som kredser om succes; frodighed, fulde marker med svulmende agner på kornet, velnærede svin med masser af yngel,kør og gæs og ænder ligeså, og skove hvis bryn og hegn bugnede af bær, frugt, nødder og svampe.
Det var en rigtigt godt år. Et år, som år burde være. Det bragte lykke, rigdom, velstand og fremgang for både slægten, men også landet som sådan.
Tilsvarende er et uår et år, hvor høsten er slået fejl. hvor der har været tørke, som vi f.eks. kendte det i 2018 eller umådeligt meget regn som 2017. Det blev et år med fattigdom, sult, nød og død. Et år, man ville ønske ikke havde været der.
Agerbruget var altså fundamentet for liv, lykke og virke, og derfor anvendte man vejret og tiden som målestok for, hvordan det hele gik. Man skulle have halvdelen vinterforrådet tilbage, når man nåede kyndelmisse d. 2 februar og fra september til november tilberedte og konserverede man de afgrøder, man havde høstet. I november slagtemåneden, blev soen slagtet og alt fra den blev anvendt. Det har sat sine tydlige spor i vores chacutterie, altså pålægstradition. Rullepølse, tunge, skinke, blodpølse, frrikadeller, medisterpølse, benløse fugle osv osv. Nakkekam til fest, suppe og flæsk til hverdag.
FRED
Fred giver næsten sig selv. Det var ønskværdigt, men en virkelig kortvarig og formentlig relativt sjælden tilstand i oldtiden. Der var altid en eller anden, man var fornærmet på, eller som var ond i sulet over én selv eller ens familie. Noget skulle hævnes eller der var en fejde, som man ikke helt kunne huske, hvordan opstod, men æren var det vigtigste at opretholde. Det gik ikke, at ens (eller en anden fra slægtens) image blev flosset, at man ikke stod op for dem, hvis slægt, man tilhørte og var klar til fejde, hvis noget pegede på, at det var ret færd - eller rettere; at der var sket uret færd.
Så det gik der meget tid med, dengang. Krig, mord og modbydeligheder. Af den grund var de dominerende Guder i den Nordiske Mytologi også krigens og styrkens folk. Odin, Thor og Tyr. Eller det er i hvert fald dem, der er blevet fortalt om til efter tiden, men lur mig, om ikke søskendeparret fra vanerne Frej og Freja, frugtbarhedens og kærlighedens Guddomme er blevet fejret og tibedt i lige så stort omfang. Det var jo bare ikke noget, man gjorde så stort en nummer ud af. Det var en del af dagligdagen; børn bliver undfanget, kornet høstet, fårene klippet, sejlet vævet, de syge og de gamle passet.
Vaneguderne - nordens pendent til Yin og Yang; tvillingeparret Frej og Freja er mere eller mindre blevet fortiet i sagaerne. De udgjorde grundlaget for rigets succes, for heltene, (som uden mad og drikke som bekendt ikke duer), men det er jo lidet glorværdigt at berette om. Det blev taget for givet og forbigået i tavshed. Den gode historie om helte og ære og krigslykke sælger immervæk bedre. Og der er mere saft og kraft i rundt om bålene, når man udvekslede historier. Den tids Netflix.
Lur mig om kvinderne i hele norden ikke elskede Freja og hendes kærlighedsbudskab, hendes hjælpsomhed og hendes råstyrke. Jeg tror stadig hun bor i mange, mange nordiske kvinders hjerte, hun har aldrig forladt os.
Angående fred var det måske heller ikke mærkeligt at det var kvinderne, der var mest lydhøre i forbindelse med næstekærlighedsbudskabet da kristendommens bød sig til. Det må have været ret lokkende, at tilbede en ung Gud, der faktisk mente det med at hjælpe hinanden og elske sin næste. Det var mere tiltrækkende end at man skulle føde og opfostre slægtens skønne, stærke sønner, blot for at man kunne begrave dem totalsmadrede inden de gik ind i deres tyvende år. Enten just båret hjem fra slagmarken, eller også i forbindelse med en slægtsfejde.
Så "År og fred" var ønskværdige tilstande, der førte til lykke, rigdom og fremgang og som alle drømte om. For sig selv og hinanden. Og når man sagde det, når man mødte hinanden på markedet eller som vejfarende, så var man med til at fremme, at det rent faktisk blev sådan... Et år med fred og lykke. En magisk handling. Ligesom "Goddag" er det i dag.
LÆS MERE HER
Man mener også at udsagnet "År og fred" blev anvendt under blot og andre ritualer relateret til Frej, frugtbarhedens Gud. Se evt. mere her.
Årshjul
Guddomme
Ingen kommentarer:
Send en kommentar