torsdag den 17. december 2020

ANIMISME - ALT ER HAR ENERGI

Lyt til ordet: Ånd. Vi har svært ved det. Spirit lyder meget bedre, skulle det nu være. Ånd ligger for dybt i ganen og lyder dogmatisk. Men jeg vil foreslå, at vi vænner os til det. Ånd, det besjælede. Det levende. Det åndelige. Hør her om, hvordan vi tabte kontakten til ånden.

Og om, hvordan vi kan få øje på den igen og forbinde os med den i alt det levende omkring os.






Med metafysikken er det bevist, at alt, som vi kan se og røre ved, måle og veje er skabt af atomer, som alle har en svingningsfrekvens, en energi, kan du sige. En bølgeenergi, faktisk. Al ting er altså i en form for bevægelse, det er levende, selv sten og klipper, ja selv jordkloden vibrerer, synger, er en levende organisme. De såkaldt døde ting, er så at sige også levende. Vi er levende og konstant i bevægelse, det kan du konstatere når du går på toilettet, eller når du kan børste døde hudceller af huden og skel af håret. Vi fornyr os selv hele tiden. 

At alt er levende, har man altid - som i til alle tider - vidst, det er derfor man har haft relationer til alt, der omgav én. Det kunne være skoven, klippeblokken, hededammen, søen, åen, træet udenfor huset, det lille folk, der lever under bregnerne i brynet, danserinderne, som lever i højen, fruerne i havet. Bjørnen, elgen, rensdyret, uglen. Vi har altså levet i mere end 100.000 år med dybe relationer til alt, hvad der omgav os. Stormen, havet, disen, solen, månen, regnormen. Moder Jord.



Man udvelkslede gaver for at fremme særlige gunstige forhold eller for at takke for et godt og frodigt år.
Man talte med sine omgivelser, ligesom du i dag taler med din dit HiFi, med Siri eller med din computerskærm, når skidtet ikke gør, som du vil have. Vi dyrkede altså en relation til tingene for på samme måde som i dag for at fremme "det gode liv". For at få dagligdagen til at fungere. 

ALT ER LEVENDE
At alt er levende bliver det kaldt for "animisme" og bliver af den moderne, videnskabligt funderede, rationelle, kapitalistiske verden set ned på - ja nogle steder ligefrem hånet. Betragtet som formørket sludder. Det kan jo godt undre, selvom indrømmet - ind til for få år siden var jeg selv skæptisk, når jeg stod over for nogle, som hævdede at selv plastikposen har en ånd. "Ej, ved du nu hvad", tænkte jeg, for jeg kunne jo ikke mærke ånden i posen. Men ved nærmere eftertanke ved jeg jo godt, at plastik er skabt af olie, som er trukket op af jordens undergrund efter at have ligget der i nogle tusinde år. Beton kommer også fra jorden og så fremdeles. Løft dit blik og se dig omkring. Det er altså dels et spørgsmål om vores tilgang til tingene, dels om, hvor lang afstand, den enkelt ting har til naturen, om hvor forarbejdet, den er, kan man sige. Ikke om man "kan mærke ånden". Den er der, uanset om vi kan mærke det, om vi synes, det virker vierd eller ej.


"Ånden slumrer i stenen, 

drømmer i planten, 

vågner i dyret 

og kommer til bevidsthed i mennesket"(1)

 
ALT, DER ER VÆSENTLIGT, ER NAVNGIVET
Læser du i de nordiske sagaer hører du også jævnligt om Gudernes forskellige ting gennem deres navne. Både dyr, sværd, troner, hamre og halskæder har navne. Ikke så mærkeligt, når det var nyttige redskaber, ja, for nogle; måske ligefrem en forlængelse af dem selv.

I det 21. århundrede - i vores tid, kan du tage en tur til havnen, som i Danmark ligger maksimalt 50 km. borte og kikke på folks skibe. De har alle navne. I somemrhusområderne har mange huse stadig et navn og visse sportsudøvere giver sine sko eller andre vigtige remedier navne og udfører særlige ritualer omkring dem.


VI MISTEDE KONTAKTEN
Under alle omstændigheder er det kun de seneste 1000 år - altså i "vores" tid, i vores verdensdel med den kristne tro - at vi ser anderledes på vores verden og på mennesket i relation til verden. Relationen er blevet instrumentel i stedet for intersubjektiv. Perioden er som en slags parantes i verdenshistorien, hvor vi har været overladt til os selv, alene, uden forbindelse til vores omgivelser. Frakoblingen er sket slidende, men intensiveredes under oplysningstiden og indistrialiseringen. Det er i sidste sekund, vi i det 21. århundrede tager fat i stofkanten og holder det ind tæt ind til os.



Vi fik jo i den kristne lære at vide, at man ikke måtte have andre Guder end Vorherre, og derfor måtte vi heller ikke forgude noget som helst andet end "de hellige relikvier", dem som geisteligheden fastslog, var hellige. Det enkelte menneske mistede kontakten til ånden i naturen, til ånden inden i os, ja til ånd i det hele taget. Det blev åndet at tale om ånd. Tabubalagt ligefrem.

Mennesker, der levede under det store relligionsskifte for 1000 år siden gjorde ganske vist voldsom modstand, hvilket du kan læse mere om i en anden artikel, men lidt efter lidt gav man op overfor udviklingen, resignerede og affandt sig med tingenes tilstand. Man lagde dermed frelsen og kontakten til det åndelige udenfor sig selv, man lagde ansvaret for relationen til ånden i kirkens og præstens hænder og søgte ellers at være så from, som det nu var muligt.

Juleneget bliver dog stadig sat op til fuglene og til landvætterne, grøden til gårdens hjælper og værge, den grå nisse. Og man hilste foråret velkommen med et majtræ, som senerehen blev til en majstang, pyntede inde og ude med grønne grene. I Sverige holder de stadig traditionen i hævd, og da jeg var ung stod der en majstang ved Egegården i Espergærde, hvor vi gik til fest. Vi hilser solen velkommen tilbage hver vinter omkring juletid og har alle nytårsfortsætter, sådan som man har haft siden vikingetiden.

Hvad har det så med ånd at gøre? Alt. Ånderne hører jo vores ønsker. Om et godt år, om rigdom og frugtbarhed. Universet lytter til vores intentioner og viljer. Hvis vi beder om noget. Hvis vi takker. Hvis vi vedligeholder relationen. Så genforbinder vi os med det åndelige i alle de verdener, vi omgives af.

HER KAN DU LÆSE MERE OM:

(1) Jvf. Friedrik von Schelling.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar