Men er det lykkedes?
Spørsmålet er, om vi nordboere rent faktisk har vendt vores helligdomme ryggen, eller om vi blot midlertidigt har ladet os forføre af "ussel mamon" og fremskridtets forjættede løfter om frelse og frihed?Måske ligger sandheden et sted midt i mellem? Læs her og døm selv.
Religionsskiftet, altså indførelsen af kristendommen, fortrængte de hedenske sædvaner og gudedyrkelse. Det gik på ingen måde stille for sig, som ellers "Danmarks dåbsattest" lader ane. Det var langt fra en enkelt konge, der "lod danerne kristne", men et langt sejt træk, der strakte sig ud over flere hundrede år og som indebar både grufulde mord, list, udspekulerethed, overgreb og indædt revolte.
Man siger at Danmark er ved at blive afkristnet. Også selvom Casper Kristensen og flere andre berømtheder offentligt står frem med deres kristne (ny-)tro. Spørgsmålet er, om Danmark kan afkristnes, hvis vi som folk aldrig helt er blevet kristnet.
Eller hvis vi bløder det lidt op; har vi nogle sinde - på trods af en mere end ihærdig indsats gennem historien - helt opgivet vores hedenske skikke og tro?
Denne artikel hviler på tre ben: en del research inden for emnet, egne holdninger og så Flemming Chr. Nielsens nyligt udgivede bog "Sort hedder en sten", som netop stiller sig selv og læseren netop det spørgsmål: Er vi overhovedet færdige med vores hedenske ophav?
Der er skrevet en hel del spændende littertatur om denne dunkle tid og du kan finde tips til yderligere litteratur nederst i dette indlæg. Ind til videre vil du få eksempler på den kristne kirkes bestræbelser på at få et helt folk fravristet deres hellligdomme, sæder og skikke samt overtalt dem til at følge en ny, stærkt regelbundet og smål religiøs sti; den kristne. Ikke at de kristne er forfærdelige folk, det er slet ikke denne blogs holdning. Slet ikke, må jeg gentage.
Men den kristne religionshistorie har frygteligt meget slet på samvittigheden, og min kærlighed til dette land, dette landskab, dette folks tro, sæder, vaner og historiske fortid, som er så ressourcefuld og rig, har fået mig til tasterne med denne blog.
Så altså: Dette er ikke en hets mod kristne mennesker. Det er en italesættelse af min indiknation over, hvordan vores hedenske kulturelle værdier er blevet dæmoniseret og forsøgt destrueret af den kristne kirke.
Hedenskaben - vores mangetusindåriges fortidige kulturelle arv skulle udraderes. Det var et entydigt og stædigt mål. Men inden den kom så langt, var der som sagt revolte og modstand i vores lille ørige. Ikke fra alle, det er såmænd ligesom det er i dag: Vi danere ser langt fra ens på alle sager, og et relilgiøst skifte har helt klart skilt vandene.
Når vi i dag taler om Coronapoliti eller Qannon, har der helt sikkert hersket noget, der minder om det, tænk blot på hekseprocesserne, som omkring årtusindskiftet (det første) ikke hed hekseprocesser, men som ikke desto mindre handlede om stort det samme: Hvis man dyrkede de gamle sæder og guder, og hvis man ikke gik i kirke hver eneste søndag året rundt, blev man enten frakendt sin ejendom, brændt eller myrdet på anden bestialsk vis. I Kristi navn, vel at mærke. Føj! Det
er en hel del Guds søn har skullet lægge ryg til, og så vidt jeg
forstår ikke helt i den næstekærlige ånd, der var tiltænkt.
Men af en eller anden grund skal der tilsyneladende en vis portion udrenselse til, før en ny tro kan lægge sig til ro i en kultur.
HVIDE SKJORTER OG VIEVAND
Men lad os se, hvordan det gik for sig: I den herskende klasse, dvs. blandt de rige storbønder, jarlene og deres hird gik de fleste hurtigt over til kristendommen, det drejede sig nemlig om at stå sig godt med udenlandske handelsfolk og andre stormænd syd for grænsen, hvor de allerede var kristnede. Man lokkede de tåbelige bønder med en ren, nysyet, hvid skjorte til dåben - en yderst sjældenhed, og derfor meget attraktivt på de nordllige kanter på den tid.
Det må, blandt dem, der gik op i noget sådant, have givet en hel del street cred med sådan en skjorte. Måske blev den ligefrem gjort moderne? Man ville jo den gang som i dag. gerne se ud som dem, der var ved muffen. De rige. Så sådan én, ville man da også ha´. "Og har du hørt hvor smukt det lyder når de synger deres hymner i disse små dertil indrettede stenhuse, de kalder kirker? Det går lige i hjertekulen med det ekko. Du skull eprøve det!". Har de sagt til hinanden. Eller sådan noget lignende. Og det bredte sig. Samfundet ændrede sig, klostrene og kirkerne skød op alle vegne.
Og så igen. Nogle holdt på det gamle. De ville ikke fremskridt. Kender man det? Jeg selv hører ellers nu om dage til dem, der bevæger sig. Er åben og nysgerrig overfor det nye. Tilpasser, adabter, er fleksibel og om ikke firstmover, så da i hvert fald mover. Sådan ser jeg mig selv. Og jeg fornemmer, at bevægelsen er på vej i ring. På vej tilbage, eller på hen mod noget, der ligner. Det vender vi tilbage til om lidt.
Men altså: Det lyder helt banalt, og du skal vide: De kristne gik da også mere radikalt til værks; hvis en bonde ikke lod sig og sine børn døbe, ville afkommet miste retten til den fædrende arv. Av! Den var værre; alt hvad man havde sllidt og slæbt for i generationer ville gå tabt. Jo udtrykket "at fare frem med bål og brand" kommer ikke ud af ingenting. Det sørgede de kristne for. At brænde kætteres gårde ned. Så jo, man lod sig kristne, det gjorde man.
STRATEGI OG TANKEKONTROL
Man ser det for sig. De hellige, kristne mænd har siddet i deres hvidkalkede sale af sten og lagt smædeplaner for, hvordan disse vilde, uoplyste, uuddannede, landlige nordboere bedst kunne nares til omvendelse.
Lad os se:
Hvor skal vi lægge vores hellige huse? Hmmmmm.... Se, de hedenske har stort set kun træhuse som templer og dem kan vi brænde af. Tjekmark. De står på deres forfædres høje, ved kilder og andre helligsteder, hvor de har dyrket deres krigeiske guder og foretaget deres tilbedelse af det djævelske værk. Godt så, vi lægger dem netop dér, hvor rakkerpakket alligevel er vant til at komme. Erstatter deres helige pladser og guder med vores treenige Gud. Tjek igen. & Done.
Hvordan får vi dem så til at troppe op til de kirkelige handligner?
Det gør vi naturligvis ved at lægge dem tidsmæssigt oven i deres egne - på datoer, eller lige omkring de datoer, hvor de altid har fejret deres Guder. Se, (siger jeg, forfatteren) nu: Kristus fødsel siges at være sket d. 6/1, men af "praktiske årsager" lagde man fejringen d. 24. december oven i den hedenske fejring af vintersolhverv - solens genkomme. Der drak nordboerne alligevel Yule og samledes og festede i flere dage. Virkelig smart.
Ligeledes på de andre hellige årstidsfejrninger, vigtigst omkring sommersolhverv, hvor der blev tændt glædesblus, danset omkring og sprunget over bålene langs de danske kyster, foretaget rituelle parringer på markerne til ære for frugtbarhedes-tvillingerne Frej og Freja, - dér kunne man belejligt lægge Sankt Hans og lade alle besynge skikken med at afbrænde alt det onde, troldtøjet og heksene. Alt det, der kom det hedenske ved.
KVABABBELSER
Her gør det mig altså helt ondt, at beskrive, hvordan vi alle i de nordiske lande mere eller mindre er blevet udsat for en form for tankekontrol. Også jeg: Jeg elsker simpelthen denne skik, at alle vi danskere i fællesskab landet over på samme tid tænder bål og fejrer højsommeren sammen.
At vi afbrænder hekse har jeg på et mere psykologisk plan forstået som en slags symbol på "det onde" - men det er jo også et symbol på "det onde", set med kristne øjne. Heksene og de hedenske, dem, der er trolddomskyndige eller bare de kloge folk blev slået i hartkorn med "det onde". Også alle dem, der tyede til disse viise mennesker. Og "Dem vil vi fra livet med glædesblus hoooolde". Sangen omkring bålet bliver aldrig den samme igen. Til gengæld fejrer jeg solhvervet, smider gamle overbevisninger ind i flammerne og lader dem transformere til noget, der dybt i mit hjerte giver mening. Glædesblusset kan ingen tage fra mig!
STENKASTENDE TROLDE OG KÆMPER
Den der har ordet, har magten. Derfor var det også vigtigt under religionsskiftet og langt op i de kommende århundreder at italsætte afskyen for de hedenske sæder og værdier. Også revolten er blevet demoniseret - når man har omtalt genstridige folk, som rev murerne fra kirkebyggerierne ned om natten, hvad der var belvet bygget op om dagen, gjorde man dem til trolde og bjergfolk. Måske er det folkefortællingen fra gård til gård, der er blevet sådan, men frøet må være bleet sået et sted.
Og i mangt en kirkemur, har man indmuret sten fra kastende trolde. Store sten. Modstanden må have været massiv. Man har hjulpedes ad, når man sådan i ly af nattens mørke har søgt at nedbryde, hvad kirken var ved at bygge op. Og man har været mange om det.
TRÅDT UNDER FODE
Nu vi taler om sten, så findes der indenfor dette århundrede utallige arkeologiske "nyopdagelser", der viser, at et stort antal af landets tidligste kirkers fundamenter er skabt fra sten fra kæmpehøje. Altså... man skulle bruge store sten til at udlægge fundamentet for bygningen og så sig omkring i landskabet .Kløede sig selv lidt i nakken. "Hvor lå de nærmeste?". Det gjorde de naturligvis på de kæmpehøje og jættestuer, der lå lige ved siden af byggeriet. Hvorfor ikke bruge dem. Det er faktisk det mest nærliggende, det mest rationelle, det mest fornuftige. Ikke sandt? Og mest strategiske. Sådan kan vi få fjernet deres monumenter, må de kronragede abedder og biskopper have smisket til hinanden.
Så sent som i 1921 var en præst i Gørlev Kirke nær ved at cementere en fremgravet runesten og dermed destruere meddelelser fra vores fælles oldtid. Kirken skulle have en ny trappesten, og i 11. time blev der ad omveje slået alarm til Nationalmusseet af en årvågen kasserer og murermester, der ikke ville tage ansvaret for at runestenen blev destrueret. Den handling havde præsten ellers sat sig igennem med, men det skulle ikke være.
Vi lader den stå et øjeblik og får vejret igen.
I dag er alle gravhøje og jættestuer og fremfundne runesten endeligt fredede. Også selvom man finder dem i terrasser og på gulve og vejbelægninger. Og man mener, at vores forfædre gennem de seneste 5000 år har opført omkring 85.000 gravhøje, hvoraf vi med arkeologiske fund nu kun kan spore små 22.000 høje, hvoraf ikke alle kan ses i landskabet mere.
Nå.... vi må igen lige tage en dyb indånding.
Så ikke alene er kirkerne blevet placeret på kæmpehøje og bauner (som også var lagt på gravhøje og som gennem årtusinder har fungeret som et fælles-dansk kommunikationsmiddel via bål til varslinger under krigstid). Nej, man anvendte så også det byggemateriale som selve de hedenske helligsteder med møje og besvær var blevet opbygget af for mange tusinde år siden.
Hvis ikke man som dansker her skal føle sig krænket, også selvom man ikke en gang betragter sig selv som særligt krænkelsesparat, så ved jeg ikke hvad.
HVOR DER ER HÅB ER DER LIV
Måske er der håb forude, måske. Og nu kommer jeg med en meget personlig anskuelse: Egentlig burde vi have haft skiftet tidsregning endnu en gang omkring år 2012, for her trådte vi ind i "Den ny tid". Vi har talt om det længe; "new age", du ved, også noget, der er blevet hånet og ydmyget af kurtureliten. Men folk i de spirituelle kredse kan fortælle en hel masse om indgangen i den nye æra - den vi står i lige nu i 2020.
Vi andre kan øjne fænomener, der peger i retning af forandringer: Klimakrisen, Skovbrande i Australien og Brasilien, isgletsjere , der smelter, tørke og uår i store dele af Afrika og den Asiatiske verden, sult, nød, stress og elende. Og nu Pandemien Covid-19. Kan det bliver mere rørte vande. Næppe, men måske skal vi blot ruste os og vente og se. Eller tage os sammen og dreje skuden?
LYS I ØJNENE
Men på vej er også opblødning i stivnede doktriner og måder at gøre tingene på. Inklusion, assertion, dialogkaffe, venligboere, økologi og bæredygtighed, delebiler, elbusser, reduceret madspild, genbrug og upcykling, ligestilling, naturterapi og fællesskab. De unge mennesker, der fødes med et helt andet lys i øjnene, en helt anden dedikeret holdning til og kærlig omsorg for vores fælles jordklode og menneskehedens fælles fremtid. Hvor der er liv er der håb, siger man. Men det er også omvendt: Hvor der er håb er der liv (i vente). Ligesom de gamle i oldtiden gik og troede på. Hvis vi blot maler et billede fuld af håb og forventninger. Hvis vi tør drømme om bedre tider. Bede om dem. Tro på dem. Så sker de. Alle ting og begivenheder i den reale verden starter med et håb, en tanke.
OVERGANGEN
Vi står i mine øjne i en overgangsperiode af de større og der hersker altid kaos, angst, smerte og fortvivlelse i overgangene, det ved vi fra det private liv. Skilsmissen, fyringen, grundskylden. Som ved det netop beskrevede religionsskifte bliver der "rørt grundigt i gryden" og alt bundfaldet hvirvles op og gør hele billedet uklart. Men efter et stykke tid, falder der ro over land og rige - og i sjæl og sind - igen.
Se bare i analerne i Vølvens spådom, hvori det forudsagdes, at det skulle gå så frygteligt galt og vederstyggeligt, vores verden ville synke i grus, før den kunne genfødes og grønnes igen. Man skulle tro, hun havde set endnu længere end langt, ikke sandt? Det var jo faktisk det, hun havde.
VED VI NU MER?
Og den, der kan se, ved jo som bekendt. Sætningen "Ved i nu mer, eller hvad?", gentager hun, spørgende; Vølven, da hendes spådom for verdens udfald er ved at nå sin afslutning. Og det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål. Ved vi nu mer, eller hvad?
LÆS MERE HER:
Om helliglinjer i det danske landskab samt om kirkernes plancering på baunehøje, som var hellige gravhøje siden bronzealderen og om troldenes stenkast mod danske kirkebyggerier omkring religionsskiftet.
Link og kilder til denne og en kommende artikel om Hellige steder og kraftsteder: Tjek litteraturlisten.
Tjek også siden med tips og links til GENFORTRYLLELSE
Ingen kommentarer:
Send en kommentar