MINE FØRSTE TROMMEREJSER

Egentlig var det planen at jeg ville forlade kursuslokalet, når der var trommeøvelser, fordi jeg er udstyret med en oversensitiv hjerne. Virkeligt skørt og min instruktør så også lidt desorienteret på mig. Jeg blev der heldigvis, og her skal du høre om hvad jeg oplevede og fik af A-ha-oplevelser før, under og efter mine første trommerejser.

ADVARSEL: Lav dig en kop kaffe/te og læn dig tilbage. Det er en lang beretning, du tager hul på nu. ;) Læs den evt. i bidder.

Det er juli 2019 og der er hedebølge i Danmark. Jeg har tilmeldt mig et shamankursus, det er et grundkursus, vi formodes alle at være novicer. Vi har sat os i en rundkreds og mit ærinde er, at forstå og rumme alt det, jeg endnu kun svagt aner, at jeg ved. Eller at forstå alt det, jeg ved, jeg ved. Og alt dét, jeg endnu ikke ved. Med andre ord at finde en slags ramme for det, som har levet i mig, som har været holdt nede i lang, lang tid. I al den tid, jeg har uddannet mig, været mor til tre nu voksne børn samt mine vakkelvorneforsøg ud i dét, man kalder arbejdslivet. Ja i endnu længere tid, i eoner af tid, måske. Hvem ved... Jeg aner.

ÅNDSVAGT
Shaman... Mærkelige billeder danner sig for mit indre blik, når jeg hører ordet. Af fjer, indianerdans og mørkelige røgfgyldte piber eller bevidsthedsudviddende te. Intet af det, har jeg eksperimenteret med. Mine oplevelser er "core"-shamanistiske. Ind til benet. Uden alt flimmeret.

Det er noget med, læser jeg mig til, at skabe kontakt med ånderne. Ånderne – det lyder jo åndet, ærligt talt. Og virkelig sært, måske tæt på åndsvagt? Men det går ret hurtigt op for mig, at det faktisk er dét, jeg har været i alt for lang tid; svag i ånden. 

Åndsvag. Usikker i den i hvert fald. Forvirret og slet ikke ordentligt i kontakt med den. Mest med alle mulige andres ånd. Ikke med min egen. Det kan du læse mere om under etiketten "sjælehentning". Her skal du høre om, hvilke erfaringer med hjælpere og guidende ånder, jeg fik, da jeg deltog i mine første trommerejser.

Jeg er sådan et menneske, der næsten hele tiden mærker alt muligt, men som bliver forvirret over det,  udmattet af det, fordi jeg overvældes af budskaber, stemninger og tilstande, jeg ikke forstår og ikke ved, hvad jeg skal bruge til.

Gennem hele forsommeren og sommeren har jeg gået og lyttet til diverse podcasts om clairvoiance, om spiritualitet, særligt Jette Harthimmer og Kisser Paludans. De er lige til at blive afhængige af og handler dybest set om at finde ind til sit autentiske, guddommelige jeg. Til sin essens. Jeg synes, de har været gode, men det har hele tiden været som om, der manglede noget.

Jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at jeg er en sjæl i menneskeham, men jeg har haft vanskeligt ved at forbinde mig med universet og den alt omfattende kærlighed, jeg blandt alle andre levende, er en del af. Det gik jeg så og øvede mig på i løbet af dette 1. halvår af 2019. 

Det er faktisk gået over al forventning, jeg opdagede, at jeg relativt nemt kan ”tune” ind i universets strøm og kommunikere med… nogen/noget/en stemme/en kraft. Noget viist, som ligger udenfor og indeni mig selv på samme tid. Som ikke kun kommer fra mig og min fantasi, men som ligger i et eller andet fælles felt af energi. Mange spirituelt orienterede og praktiserende mennesker vil sikkert kunne sætte alle mulige betegnelser på. Det kan jeg ikke, for jeg er ikke "uddannet" eller skolet i noget sådant. 

Jeg beder dig leve med mine famlende eller "udogmatiske" forklaringer.

FORBEREDELSE
Inden kurset vil jeg forberede mig godt. Jeg er sådan én som forbereder mig. Købte Annette Høsts bog ”Jorden synger” et års tid forinden og får så inden kurset lyst til at genlæse den. Men nu kan jeg ikke finde den. Efter at have ledt højt og lavt, beslutter mig for, at det er et tegn; jeg skal ikke vide på forhånd, jeg skal gå min egen vej. Derfor holder jeg mig også fra at researche videre på nettet, går faktisk stort set på ”smartphone”-detox.

Til gengæld øver jeg mig i at gå i Zen, stille ind på uendeligt og skabe ro i bøtten. Det er jeg sædvanligvis ikke ret god til, jeg er frygteligt utålmodig og Zen-tilstanden fungerer bedst for mig, hvis jeg lægger tøj sammen eller luger eller bedst af alt; vandrer. Sætter det ene ben foran det andet. Jeg har jo bare bakset med dels nedfalden forfod, dels gigtsmerter det sidste års tid, så gå bliver det ikke så meget til. Utilfreds med min manglende Zen snupper jeg den kædevest, jeg har fået tildelt, da jeg fik min AD(H)D-diagnose i 2017. Så sker der noget. Roen falder på mit konstant vibredende og sitrende indre og jeg forbinder mig med universets uendelige hvide, tindrende kærlighedsstrøm på hvad der opleves som et øjeblik og bliver der i … finder jeg ud af senere; en times tid. 

Wow. Rørende. Jeg er fuld af tillid til at jeg nok skal finde hjem. Ikke så tosset. Jeg føler mig vel forberedt.

KONTEKST OG TRANSFORMATION
I tiden op til kurset har jeg ellers været travl på min egen langsommelige måde. Jeg har siden årsskiftet vinket farvel til yngstesønnen og hans kæreste, som også har boet hos os de sidste 8-9 måneder. Nu har de stiftet deres eget hjem, og vi forældre har været lidt aktive og hjælpsomme på sidelinjen i fbm istandsættelsen. Kort tid efter det, blev min gamle mor knæopereret, og helingen af det tog vældig lang tid og krævede min tilstedeværelse, hjælp og støtte. Kort før påske tog min venindes uhelbredelige kræft pludselig fart og hen over forsommeren var det hende, jeg dedikerede min tid til. Vi har slet ikke været sammen nok i livet, kunne jeg mærke. Jeg var altså fuldt optaget af mine nærmeste, mine elskede, mine hjerteforbindelser. Nogenlunde sådan som jeg har været de sidste 30 år (eller 50, da jeg ”blev mor” for min egen mor i en alder af 5, da min sømandsfar overlod ansvaret for hende til mig.). Den historie får du en anden gang. Det korte af det lange er, at jeg nu endelig er begyndt at tage mig selv og min indre (og ydre) livsrejse alvorligt. Mit liv må godt handle om mig nu.

Jeg sidder altså her i kredsen og ved, at jeg ved, - men ikke hvad. Det er dét, jeg er nysgerrig på. Desværre forvirres jeg ret hurtigt, for i cirklen hører jeg efter første trommerejse af alt det med at ”kommunikere med ånderne”. Særligt mærkeligt bliver det, da jeg fra den ene deltager efter den anden hører om deres vilde og intense møder med gorillaer, der kaster dem rundt, flår dem i stykker, om rejser på ørnevinger, om ulve med blå øjne, ravne, bjørne, tigere, bisoner eller afdøde familiemedlemmer, der agerer følgesvende og lærere, hjælpere mv. for de andre i kredsen. Hvor flere af dem kan fortælle om direkte dialoger med ånderne, føler jeg, at jeg er vældigt ilde stedt. Jeg er helt i tvivl om, hvorvidt jeg har været ”på trommerejse”. Vi får besked på at bede ånderne om at give os et godt kursus. Men jeg tror nok, at jeg kom til at spørge dem om, hvad shamanisme kunne gøre for mig. Om hvad shamanismes hemmelighed er.

1. TROMMEREJSE
Jeg tager til mit kraftsted (i tankerne/ånden), beder de ånder, der vil og kan om at hjælpe mig til underverdenen og at stå mig bi. Jeg hilser på alle træerne, lægger mig på den træstub, som jeg forleden fandt i skoven – altså i det reale almindelige dagligdagsliv. Nu ”ser” jeg op i det store ”tomme hul” der er opstået efter at det træ, som stod, hvor stubben er nu, havde fyldt ud. Og så… mørke – ikke bare indersiden af min ansigtsmaske, men et dybt inderligt mørke samt en ubeskrivelig, altomfattende glæde, varme og kærlighed. Jeg mærker mine mundvige trækker opad og mit ansigt smiler i et stort bredt lykkeligt smil, som jeg genkender fra mine tidligere meditationer og enkelte stunder, hvor jeg har forbundet mig med universet. Jeg er så omfattet af uendelig kærlighed at det er umuligt at beskrive. Du, der har oplevet det ved, hvad jeg taler om. Der trilles tårer i dyb, ydmyg taknemmelighed. De kilder i mit øre. Så ser jeg en skovbund fuld af grå ... "et eller andet", der er levende. 

Jeg er mystificeret, men glemmer det næsten.

Andet sker der ikke før jeg opdager, at det er min krop, jeg er i og at jeg flyver lavt hen over det natsorte hav. Der er top på bølgerne, men ikke voldsomt. Jeg mærker vandsprøjtet fra bølgerne i min nakke og på min højre kind, siderne af mine håndflader og på bagsiden af mine ankler og hæle. Jeg mærker også køligheden og fugten på undersiden af hele kroppen. Herefter sker der sådan set ingen ting. 

Jo jeg vender mig og kikker direkte ned i vandet. Får øje på … én eller anden. Jeg husker, jeg tænker; det er da mig selv. Jeg kalder – er her nogen? ”Ja, ja, vi er her alle sammen”, hører jeg så. Hmmm. Vil I hjælpe mig på dette her kursus? ”Ja, det vil vi. Det havde vi også villet selvom du ikke havde spurgt.” Nogen griner. Jeg kan mærke en form for glædesbobler indvendigt. Okay. Så er jeg da så klog. Jeg ved, at jeg ikke er alene. Jeg er sammen med ”nogen”, jeg er velkommen. Det føles trygt. Tilbagekaldet lyder fra Shamanens tromme, og jeg hvirvler tilbage til åstedet, mit kraftsted i skoven. Jeg føler mig vældigt … ikke særligt oplyst på nogen måde. Men lykkelig på den temmeligt ydmyge og samtidigt ret undrende måde.

Jeg er sådan lidt: Nå. Det var da mærkeligt. Her går jeg rundt og tror jeg ved og synes at jeg ”bare” skal lære hvordan jeg tæmmer det hele, eller hvordan jeg finder nøglen, så alle dørene går op. Og så sker der ligesom ingenting. Jeg ved, at det er mit ego, der er lidt skuffet, og jeg tænker, at det må pakke sig. Nu skal jeg finde ind til min essens. 

Og måske er det hele ikke så galt, for jeg går fra 1. dags kursus med en underlig og alligevel fuldstændig klar og ren tillid til, at alt nok skulle gå. At det hele allerede går, som det skal, faktisk. Lidt wierd, men også okay. Jeg har tålmodighed, mærkeligt nok, for det ligger ellers ikke nødvendigvis til mig. Jeg er enneagram-8ér, så der skal helt ske noget. Men jeg siger til mig selv: En troldmand kommer aldrig for sent eller for tidligt, men nøjagtigt til rette tid, rette sted. Alt er som det skal være. Kairos frem for kronos.

Jeg er på trods af en indholdsrig kursusdag fyldt op med energi og glæde. En ubeskrivelig glæde. Som om noget i mig tripper af forventning – samtidigt med en dyb inderlig og indre ro, en stærk ”Velkommen hjem”-agtig følelse.

MELLEM DRØM OG VÅGEN
Jeg sover næsten ikke den nat, eller rettere, jeg synes, jeg ligger og vipper mellem drøm og vågentilstand. Drømmer og drømmer og vågner halvt og bakser min iltmaske af, fordi den sidder skævt. Er egentlig vågen, men har stadig min sovemaske for øjnene, så fordi jeg slap taget fra drømmene, vælger jeg at blive liggende i mellemstadiet mellem drøm og vågentilstand. 

Det skal vise sig at være en kæmpe A-HA-oplevelse for mig at have fundet ud af, hvordan jeg nemt finder en bro mellem denne verden og alle de andre! Ikke vågen. Ikke sovende. Midt i mellem. Haha. Hahaha. Det hele giver meningen nu. "Mellem verdener" står der i fler shamanistiske bøger. Vent og se. For det med at tilbringe tid mellem verdener, det er åbenbart mit lod i tilværelsen. Det er også shamanens. Er jeg så shaman? Aner det ikke. Tror det ikke. Det er noget andre beslutter sig for at benævne én, hvis de altså gør det. Det skriver og siger de alle vegne.

Men: Jeg er mig. I hvert fald. Og det er jo noget. Eller nogen.

MIT KRAFTDYR
Nu sker der noget. Noget vældigt underligt noget, som det tager mig en uges tid at fordøje, og som stadig giver udvidet mening, hver gang jeg vender tilbage til det. Og nu er der gået et par år.

Jeg befinder mig først igen på jorden i skoven nær træstubben, som er mit afgangssted. Dér ser jeg det der grå, der bevægede sig. Tydeligt ser jeg så, at det er de der små sjove gnomer fra Findus og Pedersen, som leger på tusindvis af måder: De gynger, sjipper, slår koldbøtter, rutsjer, danser, fjoller osv osv. De er fuld af farver og siger mærkværdige gnæggende lyde. Jeg kommer til at le og føler et voldsomt tilhørsforhold til dem. 

Så skifter "forestillingen" og jeg befinder mig under jorden. 

Det knaser, der er gange omkring mig, jeg kravler lidt rundt i dem og husker at jeg undrer mig over, at det ikke gør ondt i mit venstre gigtknæ. Jeg kan se forgreninger alle vegne, som et kæmpestort netværk og opdager at det er rødder. Jeg er omgivet af rødder. Jeg kan mærke at jeg bugter mig på en elastisk måde, og spørger så: Hvad laver jeg her, jeg forstår det ikke? 

Jeg får ikke noget svar, men pludselig sker der et skift og jeg står ved siden af et kæmpestor slangeagtigt dyr. Det er lyserødt og brunt og koldt og fugtigt, men alligevel glat at røre ved. Det har riller og jeg finder ud af at det er en kæmpestor regnorm. What??? Jeg er fuld af forundring, men den fortager sig hurtigt, for der sker ligesom endnu et skift, jeg ser op gennem jorden, op gennem træstammerne (?) og op gennem bladhanget på træerne i skoven og så hører jeg en stemme, der taler ligesom Karen Blixen. Du ved bårw wårw, meget langt nede i halsen og ganen. Meget dybt, forvrænget. Aristokratisk, men ikke snoppet. Intenst. Hun vil sige mig noget. Det er helt tydeligt.

Jeg kan ikke høre, hvad hun siger, selvom jeg anstrenger mig. Jeg siger: ”Jeg forstår det ikke”. Så ”hopper” hun ind i mig, og jeg slår pludselig en baglæns koldbøtte og ”går” op ad en træstamme, hvorefter jeg ser ned og finder ud af at jeg hænger nedad med hovedet. Jeg ser nu skoven ”op-ned” altså på hovedet. Træerne vokser op i himlen, men samtidigt er det som om de vokser ned i jorden oppe fra himlen af. Eller også er det omvendt. 

For nu er det som om jeg ser skovbunden oppe i himlen og himlen nede i jorden med alle trækronerne under mig. Jeg har forsøgt at hænge med hovedet nedad i den virkelige verden, men det bliver aldrig det samme, som dét, jeg oplevede. Det var som om jeg oplevede det på flere planer (eller i flere verdener?) samtidigt. Og at op ikke var op og at ned ikke var ned. Endnu en vældig væsentlig besked, som først rigtigt går op for mig, nu hvor jeg sidder her og skriver det ned. 

Budskabet om, at i shamanens verden er op ikke altid op og ned ikke altid ned. Tingene er forvrængede og fuld af hemmelige budskaber, som er tålmodige nok til at vente på at jeg finder ud af, hvad de handler om. 

 

AT FORTÆLLE DET VIDERE
På kurset næste dag er jeg i tvivl om, hvor vidt jeg skal dele det med de andre i cirklen. Vi går hurtigt til en rigtig trommerejse til underverdenen, og jeg er spændt på, hvad der vil ske, skønt jeg jo har på fornemmelsen, at jeg allerede har været der.

Da jeg vender tilbage er jeg ingen lidt i tvivl om, hvor vidt jeg har været ”ud at rejse”. Jeg får jo stort set ingen syn, har jo stort set ikke forladt mit kraftsted og føler mig efterladt med langt flere fornemmelser og kropslige sansninger og stemninger end med syn og dyr som de andre på kurset. Og så er der den der stemme, som jeg ordløst kan tale med. (Selvom der var lidt flere ord med denne gang).

Altså: Jeg er på mit kraftsted, der er et stærkt lys og jeg vibrerer i hele kroppen. Står og svajer og kan mærke at mine fødder er forankret dybt nede i mulden. Langt nede i mulden faktisk – har jeg rødder? Der er en indre kraft i mig, jeg er meget, meget varm og sprængfuld af levende energi. Samtidigt står jeg og ser på mig selv. Jeg er et træ, jeg kan se, det er mig, inde i træet, så at sige. Så er det som om mit synsfelt indsnævrer sig og der opstår en lang bred ”film”, hvor jeg ser nogle hjul, der ”kører” omkring træet. Nogle synger kraftigt. A – i-jaaa-Ou---ooo. Weeeee - ieeee i flere forskellige okataver samtidigt. Det er usandsynligt smukt og rørende. Sensuelt også. En smuk, smuk sang.

Hjulene er en slags tøndebånd, og lidt efter ser det ud som nogle almindelige store vognhjul af træ, men der er kun få eger i hjulene. Jeg stiller skarpt lidt som når man zoomer med et kamera og nu kan jeg se, at det er kvinder, med brunt tøj på der udgør hele hjulets form. Altså en kvinde udgør ét hjul. Hun triller ned ad bakke. De triller alle sammen omkring i skoven, ethjulede levende cykler. Jeg spørger ud i luften: Hvad sker der? ”Lad dem bare være, de danser med solen” hvisker alle træernes blade. 

Jeg stirrer på de nærmeste blade: "Danser med solen?". Jeg venter og venter, står der og er træ og venter og venter. Er strunk, men fleksibel alligevel på en underlig langsom måde. Det er som om der går et helt år på ingen tid, som om jeg ser den ene årstid afløse den næste. Jeg når at fryse, .. ja, står og står, gør jeg.

Jeg spørger igen ud i luften, Hvorfor er jeg her? Jeg får svaret: ”Du hører til her”. Så spørger jeg: hvordan kan vi arbejde sammen? ”Vi vil ses ofte, du kan være helt tryg her”. Det ved jeg. Ja, det ved jeg nu – på flere planer. Jeg er tryg. Helt rolig, helt groundet.

Jeg er jo opvokset i skoven, først i Tisvilde overdrev, så i skovene lige syd for Helsingør. Så med Hareskovene i min baghave, så at sige og nu med Boserup skov et par minutter fra min bopæl og i Rørvigs plantage i vores sommerhus. Så det ved jeg jo godt. At skoven er mit hjem.

Pludselig ser jeg alle de andre træer, de står omkring mig. De står og tripper og fniser og smådriller hinanden forventningsfuldt som unge piger i en skolegård, der snart skal noget sjovt. De griner og traller og fniser igen og løber lidt rundt og leger med hinanden. Så hvisker de til mig, aer mig på mine kinder, stryger mig over håret, hiver lidt i min …kjole? De danser omkring mig, tager mig varmt og trygt om skulderen og drejer mig rundt. Nu lyder min Shamans tilbagekald og jeg hvirvler tilbage på min stub midt i skoven på mit kraftsted, hvorfra min trommerejse startede.

Er vældigt fortumlet, men jeg kan mærke at jeg må dele:

Jeg fortæller min oplevelse fragmenteret til mine medkursister i cirklen på kurset, og jeg kommer til at græde af rørelse over al den taknemmelighed, jeg fyldes af. Ja, det med Karen Blixen fra ”mellem-drøm og vågen”-tilstanden fortæller jeg ikke, for det er simpelthen så underligt, at jeg sorterer det fra. Og heller ikke det med de menneskelige hjul, der drejer. Men det findes i mit indre. At jeg faktisk ofte har "set" sådanne lidt sære begivenheder for mit indre blik uden at kunne deschifrere dem. Blot vidst, at de var - "sakrosankte", om jeg så må sige. Hellige. Som tiden er gået forstår jeg, at min kontakt med ånderne har været ordløs det meste af mit liv.

De følgende rejser til åndernes verden været en øvelse i at lære at bruge ordene. Eller at finde dem og få dem til at være nogenlunde dækkende for det, jeg oplevede. Jeg vil gerne lære dette nye sprog at kende, dels at afkode budskaberne, bruge ordene, dels at forstå dem og få dem til at blive forståelige for andre. Selvom dette jo er dybt privat, har jeg en stærk følelse at, at jeg vil hjælpe andre ved at fortælle om det.  Jeg vil gerne lære, at selvom jeg tror, jeg ved og forstår og sagtens allerede kan ”læse mellem linjerne” og fange budskaberne fra ånderne, så er det jo også vigtigt at kunne give hele molevitten videre. Om ikke andet så for at nedbryde alle de forventninger og forestillinger, man kan have til sådanne oplevelser.

Hvorfor? Dét ved jeg ikke helt endnu, men det er det, jeg gør. Giver det videre. Jeg føler mig tryg ved, at meningen med det hele nok dukker op hen ad vejen. Lidt ligesom når man samler på vinpropper i kork i en stor glaskrukke og så en af ens veninder spørger ”Hvad skal du bruge alle de propper til?” og man så svarer; ”Det ved jeg ikke, men det finder jeg nok ud af.

 

OVERVERDENEN
Vi skal også rejse til oververdenen. Her får vi at vide, at vi skal have fundet en afgangsrampe. Røgen fra et bål, en stige, en skorsten, sådan nogle anordninger, der kan føre dig opad. Min sidekammerats kjole har en mærkat i nakken, som kradser og hun finder et stykke tape, så det ikke generer. Hun sidder på gulvet med sine knæ bøjede foran sig og fodsålerne i gulvet. Læner sine underarmene mod knæene. Jeg ser på dem og følger dem opad fra albuen mod hendes håndflader, der peger mod hendes ansigt og mit. 

På hendes pegefingertip sidder resten af et stykke tape med den perfekte retning opad. Som en blid rutsjebane mod himlen, solen, månen og alle stjernerne. Jeg må holde på mig selv for ikke at følge en kraftig tilskyndelse til at bruge den rampe og suse afsted allerede nu, for øvelsen er slet ikke begyndt. I stedet for foreslår jeg at bruge det, da samtalen falder på vores afsætningssteder. Vi ler og jeg kan mærke at det, jeg selv synes er indlysende, virker en smule skørt i andres øren. Pyt. Det er jo en del af hele konceptet. Det skæve og skøre. De andre ler ikke ad, men med.

Under trommerejsen begynder jeg at ærgre mig en lille smule over at jeg ikke brugte det lille afrevede stykke tape, for jeg har frygteligt vanskeligt ved at lette. Jeg har ellers udset mig et stillads på den bygning, vores kursus foregår i som affyringsrampe, men det er som om det hele går i stå. Det virker slet ikke. Så går jeg til mit kraftsted igen og beder mine hjælpeånder mere indtrængende om hjælp. Kommer også i tanker om, at jeg jo havde stået helt alene på det stillads, havde glemt at bede om hjælp. Endnu en vigtig lære, som skal trænes. At bede om hjælp. Suk altså. Hvis der er noget, jeg ikke har praktiseret i mit liv, så er det at bede om hjælp. Måske kan det alligevel en hel masse, det her shamanisme.

Men nu tropper mine hjælpere op. Vandet – det store natsorte hav skvulper stort og mægtigt bag mig, mosegrisen, Cirkeline, musene Ingolf og Frederik, som er blevet bragt til mig af en makker under en øvelse, indfinder sig. Min regnorm vrider sig i min hånd og jeg føler mig rede, selvom jeg kommer til at smile overbærende til mig selv over de mærkværdige rejsefælder. Mere mærkelige end Alices underlige teselskab i Lewis Carolls historie. Jeg kan ikke lade være med at ryste lidt kærligt på hovedet af mig selv og mit liv og min situation, som altid viser sig at radikalt anderledes af alle de andres. Og jeg opdager at smilet bliver ved og bliver bredere og at varmen og kærligheden igen vibrerer omkring mig, i mig, over mig. Jeg venter og venter – vi venter… kommer i tanker om Karen Blixen, som siger, ”Nu tager vi afsted” og så er det som om jeg begiver mig nedad. Jeg skal lige til at protestere over retningen, vi skulle jo til oververdenen, men kommer i tanker om, at ånderne ved bedst, jeg skal bare hengive mig, overgive mig, slippe kontrollen. Pyh.

OMVENDT OP OG NED
Vi kravler ind i et stort højt træ nedefra og så går det op, op op – indefra. Jeg når lige at registrere de lysegule fibre i træets stamme. Fugten. Ormehullerne. Oppe i kronen mellem bladhanget er jeg pludselig lige ved at lette, svup siger det, og så er jeg … oppe. Der er ingenting. Bare lyst. Meget, meget lyst. Et rart lyst lys, som slet ikke generer, skønt jeg er vældig lysfølsom efter min hjernerystelse. Jeg ser mig omkring. ”Er her nogen”, spørger jeg forsigtigt? Har helt glemt at præsentere mig, så det gør jeg. 

”Velkommen”, bliver der sagt. ”Her har du været før”. 

Det synes jeg jo ikke jeg har, jeg kan i hvert fald ikke genkende noget. Det er lyst på en blid lys måde, ligesom det kan være mørkt på en blid mørk måde. ”Er du her”? ...spørger jeg, og kommer i tanker om at jeg skal være specifik. ”Ja”, bliver der sagt. Er du min åndelærer? ”Ja”. 

Jeg er lettet. Jeg kan ikke se hende… eller er det en ham? Lige meget det er en, der er en farve, der er en mellemting mellem indigo og kongeblå. Det er en rar, men bestemt stemme, som kan mærkes inde i min krop, som stod hun (eller ER det en han?) lige skråt bag mig i min højre side. Samme sted som jeg har mødt ”universets stemme” når jeg har mediteret. ”Du skal lære at komme nemt herop.”. ”Hvordan nemt?”, spørger jeg. ”Som du kom herop. Eller som Karen Blixen”, hører jeg. 

Det er i det hele taget en vældig underlig samtale.

Og så sker der to ting. Dels fyldes jeg med en inderlig dyb taknemmelighed i hele mit væsen. Dels drager jeg nemt op og ned af træet. Fra krone til rod og tilbage igen. Først indefra, det er jo nemt, nu kender jeg jo vejen ned gennem stammen og ned i de der små gange under jorden og op til min stub. Men Karen Blixen viste mig jo en anden vej, så den prøver jeg så også. Jeg triller op ad træets stamme, denne gang ikke for at hænge i det, men jeg kravler videre op og siger hej igen. 

Vi griner. Universet – min hjælpeånd eller hvem det nu er - og så jeg. En rullende, henrykt, smittende latter - på en ophøjet og alvorlig, dyb mørkeblåviolet måde.

Så tager jeg ved et pludseligt overmod, der griber mig, den direkte vej nedad. Sjyp siger det og jeg dykker langt, langt ned i underverdenen. Svømmer ligesom rundt i tykt mosevand, først under vandet, så over vandet. Der er en hel masser græs, det er vanskeligt at svømme. Jeg hører tilbagekaldet og smutter hurtigt op i oververdenen igen for at sige tak og på gensyn. ”Undskyld jeg leger og fjoller sådan”, siger jeg så. ”Der er ingen grund til at sige undskyld. Du gør det helt rigtigt og du er altid velkommen her. ”. 

Så ved man det. Tak! (Man kunne jo have sine tvivl).

Efter trommerejsen sidder jeg længe og bare sidder. Jeg er til stede, registrerer, hvad der foregår omkring mig, men lader mit system integrere, hvad jeg har oplevet. Jeg fortæller ikke noget om min rejse i cirklen denne gang. Kan mærke, at det er mit, at det skal være helt mit (sammen med ånderne) i et stykke tid, for at jeg rigtigt kan forstå og rumme det. Også selvom det faktisk er nøjagtigt den samme ”besked” og lære, jeg har fået som sidste gang. Denne gang har mine åndefælder mig blot hjulpet mig til at rejse, og det var jo det, jeg skulle.  

Lære at bede om hjælp og lære at rejse.

BEKLAGER - OG SÅ EN TIGER
Ved én af de sidste øvelser skal vi også finde et kraftdyr til en af vores kursister i fbm en helt specifik problemstilling. I minutterne inden vi skal i gang, må jeg sige noget, der virkelig er svært for mig. Jeg vil altid gerne hjælpe andre. Også når jeg ikke kan, har lyst eller ved, hvordan jeg skal gøre. Har hele mit liv gjort det. Hjulpet, hvis jeg kunne. Men det var det, der var problemet.

Jeg må i cirklen indrømme, at jeg ikke føler mig klar til at tage ansvaret for at finde et kraftdyr til en anden person endnu. Det er vist i orden, vi rejser os, det går op i hat og briller og logistik ind til vi alle står i en indercirkel og en ydercirkel. De andre begynder at danne par, og så står vi nogle stykker i en klump og ser på hinanden. Jeg danner nu par med en kursist, der egentlig ville have forladt kurset fra morgenstunden, fordi hun følte hun var færdig her. Hun blinker til mig. Jeg fortæller hende mit ønske – at jeg mangler at finde en kanal til at offentliggøre mine noter og manuskripter om naturens mange skjulte budskaber. At mit bagvedliggende ønske er, at vække naturspiritualiteten og –glæden og helingen hos mine medmennesker. At jeg ønsker, at min shamanistiske healing for verden skal ske på den måde. Via min hang og trang til at skrive.

SPEJLING
Jeg kan se i et glimt i hendes øjne at jeg har vækket noget inde i hende. Men jeg mærker også at et skot, en låge, skydes for mellem hende og mig. Hører det ligefrem for mit indre øre.Tsjuk, siger det. Vi tager begge noter. Hun er i en bobbel for sig selv, jeg har ingen adgang til den. Hun går på toilettet og jeg gør vores leje klar. Under trommerejsen, mens hun rejser og jeg skal blive liggende i rummet, kommer en sort flagermus flaksende hen over mit hoved. Jeg beder den om at fortrække, men tænke-siger, at den gerne må komme igen en anden gang. (Ja, faktisk siger jeg ”Ikke lige nu” og verfer den bort med hånden, men det andet lyder pænere.). 

Jeg modtager efter et ret kort øjeblik gaven fra ånderne af hende. Hun puster det ind. Jeg ved endnu ikke hvad det er for et dyr, for vi må ikke tale sammen.

Trommen dundrer og jeg må kæmpe for ikke at falde i trance. Vi sidder længe, meget længe føles det og venter på at de andre bliver færdige. Det føles Så mærkværdigt. Ensomt i mange dimmensioner. Så får jeg at vide: Det er en tiger. En venlig tiger. Jeg skal særligt lægge mærke til striberne. 

Jeg stirrer frem for mig. Som i "hvad for noget?". Min mund står åben, alt går i stå.

Jeg er fuldstændigt desorienteret. En tiger. Øh. Tak. Jeg ser ind i hendes blide blå, rare øjne. Må fortælle hende, at det ikke rigtigt siger mig noget som helst. Overhovedet. Jeg ser rundt på de øvrige deltagere, som sidder dybt engagerede med hinanden i fortættede fortrolige samtaler efter trommerejserne. Et par stykker tørrer tårerne bort. Enkelte krammer akavet men inderligt hinanden, siddende. Retter på hinandens hår og tager koncentreret noter. 

Min makker er igen gået på toilettet. Jeg sidder på hynderne og lader det hele falde ind og flyve ud, jeg lander og synker.

Bagefter får jeg at vide af min makker, at hun selv har fuldstændigt samme ønske. Sær oplevelse, hun vil udgive en bog. Jeg tror hende; for min forrige øvemakker og jeg havde i øvrigt også identiske ønsker: "Hvad skal der til for at jeg får et hus midt i naturen?". Da vi spørger vores instruktør om synkroniciteten, fortæller hun os, at det slet ikke er så usædvanligt. Der er set før. Ånderne har deres eget sindrige og hemmelige system, det skal vi ikke tage os af. Det virker alligevel.

Her flere dage efter, nu hvor jeg er gået i gang med at skrive mine oplevelser ned, er jeg begyndt så småt at forstå. Jeg sidder og ser ud over tagene på den klare himmelblå, på skyerne og på flyvemaskinernes hvide pulverhaler, en blå stribe, en hvid stribe, en blå en hvid. ”En tiiiiger, den har vi set”, siger det inde i mit hoved. Jo tak. Beskeden dæmrer. Gentagelse på gentagelse. Striber ved siden af hinanden. "De kan også være sorte", siger det inde i mit hoved.

Jeg ved jo godt hvad der skal til. Jeg skal bare gøre det. Skrive. Udgive. Indtale. Blogge. Udgive. Skrive, skrive. Stribe efter stribe. På den korte led. Eller den lange for den sags skyld. Hvor svært kan det være? Jeg behøver ikke at tvivle mere. Ud med det, skriv. Men en tiger som hjælpe-dyr? Det er jeg stadig lidt mystificeret over. Har heller ikke mødt den siden. Men skriver til gengæld så det sprøjter. Måske er tigeren rent faktisk et af mine kraftdyr, blot på en helt anden måde, end jeg havde forventet?

Senere den dag, opdager jeg at striber også kan få mig til at falde i trance. Måske var det det, jeg skulle lægge mærke til? Trance og "just do it"?