DAGBOG: TRANSITION OG AFSKED

Død og fødsel er to sider af samme sag. Begge er de overgange fra et liv som ren sjæl til et liv som levende væsen. Og vice versa. De bevæger sig i hver sin retning. Min venindes bevægelse de seneste 2 1/2 år har været mod livet på den anden side.

Dette dagbogsnotat er skrevet i dagene kort før og efter min venindes død.

 

Vi har vidst det længe, Annette. Ventet det, og ikke ventet det. Levet alt det, vi overhovedet kunne. Men det er nu det sker. 

D. 09.02.2021
I disse timer og dage er min allerbedste veninde siden barndommen er på vej over på den anden side. Hun er holdt op med at spise. Hun vejer maksimalt 40 kg. Hendes organer virker stort set ikke længere og hun får ikke længere væske. Det er ubærligt, at vi ikke længere skal tilbringe tiden sammen her på jorden. Da vi var 17, stod vi med hinanden i hænderne en larmende nat på Diskotek Svingelport og lovede hinanden med tårer i øjnene, at vi ville blive gamle sammen. Jeg kan ikke en gang være ved hendes side på grund af Covid-19. Jeg må følge hende på vej i ånden.

Hun går selv, om jeg så må sige, op ad trapperne til afdelingen på Rigshospitalet, og hun læner sig ind i det, der er ved at ske. I går tog vi afsked hjemme hos hende og her til morgen smssede vi lidt sammen. Det var om undersøgelserne men også om kunstmaling, om skitser og eksperimenter, inden hun lænede sig tilbage i puderne i et hvil på Rigshospitalet. Det hvil, hun annoncerede er det sidste, inden hun begynder rejsen tilbage.
 

D. 10.02.2021
Prøver er blevet taget dagen lang, hæftig medicin er blevet tilført hende. Alvorlige og endegyldige beskeder er blevet givet. Lige om lidt overflyttes hun til Diakonissestiftelsen på et "lindrende ophold", hvorfra hun vil gå videre til den næste verden, i universets uendelige, kærlige, lysende, hvide favntag.

Der må kun være 3 besøgende på Diakonissen. Jeg fyldes af en form for panik, en slags, "hvis jeg drøner til København lige nu og slår alle ruderne ud i glasdørene på Diakonissen og vælter ind i rummet til hende, kan jeg så ikke få lov til at sidde og holde hendes hånd og kysse hendes pande ind til hun forlader denne verden?". Men det kan jeg jo ikke, det ved jeg godt. Covid-19 holder mig fra at kunne være sammen med hende til det sidste, uanset, hvornår "til det sidste" bliver. Det havde jeg ellers forsvordet. Eller, sådan er det ikke: Jeg havde lovet hende at være ved hendes side til det sidste. Det vil jeg holde.

Jeg er tom for ord; disse kommer bare mekanisk og handler om alt det på overfladen, det praktiske, det, der skal ske. Selvom jeg ikke ved, hvad der skal ske. Og heller ikke eksakt hvornår. Det eneste jeg ved er, det eneste, jeg trøster mig med er, at døden ikke er et punktum. Kun for os, min kære veninde og jeg, som ikke mere kommer til at grine og græde sammen, tale sammen, snorke sammen ... være sammen. Mere. Men... som hun sagde forleden dag, da vi sad og krammede og hulkede i afsked på kanten af hendes sofa inde på Frederiksberg: "Vi gernser hinanden, Marianne, i ånden, i drømmesyn, vi vil altid være sammen i ånden".

Ja, Annette, det gør vi. Det er vi. 

Døden er i mine øjne en overgang. Ligesom alt andet i naturen trancenderer, så er det min overbevisning, at vi ikke bare forsvinder; vores kroppe forgår og bliver til jord igen, men vores sjæle vender tilbage til deres udspring - for på et senere tidspunkt at tage bolig på ny med nye udfordringer, nye liv.

På den måde er der ikke tale om tab, men om transformation. Dét nåede vi heldigvis at tale med hinanden om, her de seneste uger. Det er for os - ved jeg - en lise, en lindring. En vished.

FRED - OM D. 12.02.2021
Da jeg indså, at jeg ikke kunne være til nytte, hvor hun var, at jeg ikke kunne være sammen med hende til det sidste, tog jeg på landet alene. Jeg var i bøn og transmission hele aftenen før, mens jeg sad og malede og jeg gik i seng i en tilstand af dyb kærlighed og omsorg for hende. Mit sovehjerte er sædvanligvis ikke overvældende godt, men denne nat sov jeg dybt og trygt.

Da jeg vågnede tidligt den følgende morgen var jeg fyldt med en ubeskrivelig, inderlig, dyb fred, så altomfattende, at den i omfang og intensitet var som det store hvide lys, som jeg af og til møder under meditationen. Det var en omfavnelse af lysende kærlighed. Jeg græd stille og var lykkelig og lettet på samme tid. Alt omkring mig glimtede og funklede og der var en ro og livfuldhed, som jeg aldrig har oplevet det tidligere. Tror jeg. Måske var det den himmelske fred, jeg kunne mærke? Så var det en genkendelse. Det giver pludselig mening.

Under morgenens ritualer og aktiviteter tjekkede jeg mobilen et par gange, men der var intet nyt. Derfor iklædte jeg mig mange lag tøj og min gamle flyverdragt, tyk hue og vanter og cyklede ud til Hov Vig i det funkende snehvide, stille landskab med den livgivende sol højt over mit hoved.

Derude i det stille ingenting og alting, trillede tårerne ned ad mine kinder samtidig med at en lykkefølelse så fredelig og inderlig fyldte min sjæl. Det kan jo virke mærkeligt at jeg følte lykke, men jeg undlod at fortolke det.  Jeg ærede det blot, var ydmyg og - ja, var i det, fuldt og helt.

Da jeg kom hjem, stod det sort på hvidt på min mobil. 

OM D. 24.02.2021
Det er længe at vente på at få lov til at tage afsked. Bisættelsens planlægning er trukket ud, der er skiftet til en større kirke, fordi så mange gerne vil kunne tage afsked med hende. 45 pladser til en så stor familie og omgangskreds som hendes, dækker slet ikke behovet. Det sker på fredag og Gudskelov har hele min lille familie på 5 fået mulighed for at komme med indenfor i kirken og deltage. Resten må tage afsked udenfor. Det føles mærkeligt at tage i mod - ikke at det er mærkeligt; Annette og jeg har været meget, meget tætte veninder lige siden barndommen, og min og hendes famillie har været på mange ferier og gennemlevet strabadser sammen gennem tiden både sommer og vinter, men jeg har så ondt ved, at alle de, der også gerne vil tage afsked med hende, skal blive udenfor. De elsker hende jo også.

Jeg er gået rundt i ingenmandsland siden hendes overgang og tager mig selv i at gribe ud efter telefonen og ringe til hende eller sende en sms. Af alle, er det hende, jeg har lyst til at følges med til hendes begravelse. Og så er det at det slår mig, at det jo er det, jeg skal. Følges med hende i ånden, transmittere hele arrangementet til hende, le sammen af det, der er komisk og sidde stille med hendes hånd i min og lade tårerne trille over alt det, der er at røres over. Over hvad det er.

Sammen alvorligt, men fnisende drøfte, hvad vi skal gøre for ikke at komme til at hulke højlydt ud over hele forsamlingen. For filen altså. Savnet er som en sav i mit hjerte. 

D. 25.02.2021
I dag vil jeg skrive et afskedsbrev til hende. Jeg er sikker på at det vil hjælpe at forstå, at hun ikke længere er i denne verden, ligesom disse sætninger og ord gør. De små kort, som skal lægges ved bårebuketterne skal også skrives. Det bliver en tung dag, men jeg vil tænde lys og gå en lang tur. Jeg må være tapper, ligesom hun var det - hele vejen indtil hun gav slip og lænede sig ind i evigheden.