En ny måde at være i verden på. I den overgang er vi lige så skrøbelige som slangen, der har tabt sin ham og venter på, at en ny vokser ud.
Når jeg anvender slangen som billede er det fordi den har lært mig en hel masse om at være med de forandrigner der sker. Acceptere "hudløsheden" og indrette sit liv efter det.
En slange har imidlertid altid virket frygtindgydende på mig. Men siden den er begyndt at besøge mig på mine sjælerejser, har jeg måttet face den og finde ud af, hvad den vil mig. Hvad dens visdom er, eller hvilken del af dens visdom, som lige præcis er vigtigt for mig i mit liv lige nu. (Her er det, at min shaman-instruktør ville råde mig til at spørge den direkte, men det er ikke sådan, vores relation er. Slangens og min, den viser mig ind til videre vejen på mere ordløse, men visuelle måder).
Jeg er gået i lære hos slangen og det har jeg fået en hel del ud af. Det er det, jeg vil fortælle om her.
Slanger er nemlig stormester i overgange, de vokser nemlig hele livet. De vokser bogstavligt talt ud af deres ham, hvorfor den revner og falder af. Når hammen er faldet af, er slangen hudløs, skrøbelig og frygtsom. Den gemmer sig, til den igen har dannet en ny ham og er klar til at møde livet igen. Det er i sig selv en livslære for mig, der hidtil har forceret at stå til rådighed for verden og andre. Uden selv at være klar til det.
Det er først nu, hvor jeg skal til at skrive om hvordan jeg har anvendt den liminalfase, jeg befinder mig i, at jeg opdager, at det er eksakt det samme, jeg spontant har gjort den seneste tid: Jeg har gemt mig. Passet på mig selv. Vænnet mig til den ny udgave af mig selv. Mærket efter. Øvet mig i at være "i overgang".
UDSLAGSGIVENDE BEGIVENHEDER
Af traumatiske begivenheder, der udgør denne overgangsfase P.T. er der flere:
Dels har jeg forladt mit "gamle liv" og er flyttet til en ny by
I samme moment har min mand og jeg valgt at blive sammen (Ja!)
Så er jeg blevet genforenet med en tabt sjæledel
Endelig har jeg netop mistet min allernærmeste, elskede veninde siden barndommen
Alt sammen er sket indenfor et det seneste halve år.
FLYTNINGEN OG ÆGTESKABET
Flytningen lyder som "piece of cake", men har været en meget stor og vanskelig rejse for både min mand og mig. Han ville i udgangspunktet slet ikke flytte. Jeg kunne ikke blive. Vi opdagede, at vi stod overfor et valg, der handlede om, hvorvidt vi på det indre plan ønskede at blive sammen eller om vi skulle lade os skilles. Det er en lang og kompliceret historie, som i øvrigt har gentaget sig mange gange i de snart 30 år, vi har været par.
I denne forbindelse handlede det om, at vi valgte at bladre i livets bog, sælge huset og flytte til en ny by. Sammen. Det lyder stadig nemt, men var det ikke. Min mand er fra storbyen og drømte om at vende tilbage og mærke pulsen. Jeg er fra landet og ønskede mig et hus med udsigt, ro og naturen lige udenfor. Nu er vi her i et byhus i den ældste del af Roskilde med skov og fjord lige udenfor. Igen i et kompromis, men vi valgte kærligheden, fordi vi vidste, at vi har så meget at lære af hinanden. Det er vi så i gang med nu, uden kriser, uden skærmysler og med en hel masse tålmod, ærlighed, kærlighed og nærvær.
Pyh, det er dagligt arbejde ikke at komme til at falde tilbage i de gamle vaner. Især hvis vi bliver lidt pressede. Vrisse, når noget irriterer, selv at ville bestemme over noget, der egentlig er fælles. Med skænderier og følelse af svigt til følge osv. Men vi hjælpes ad. Minder os selv og hinanden om, at det er nu, vi må være tålmodige, både med os selv og med hinanden. Vi lytter. sætter os for at forstå og være med det, der er vanskeligt. Italesætte det endda. Og komme igennem det, styrket og klogere.
Må man godt gøre sig umage? Må man godt shine og være stolt af det? I min verden er det netop det, der gør hele forskellen. At vi også tør stå ved vores lys. Men det er der også en vis skrøbelighed i, så kræver jo også mod.
SJÆLEN HJEM IGEN
Jeg er også blevet et nyt menneske, fordi jeg er blevet genforenet med min sjæl. Hvis du vil vide mere om det, må du læse mine dagbogsnotater om det. Der er et link nederst i denne artikel. Her vil jeg blot forklare, at når man er ude for et traume, så mister man så at sige en del af sjælen. Den er nu blevet hentet tilbage til mig, og vi har lovet hinanden - min sjæl og mit sind - aldrig at skilles igen.
Det er nyt for mig at være "samlet"; jeg er stadig den samme, men også ny på en mere autentisk måde. Det kræver, at jeg til stadighed lytter indad, mærker efter, lytter udad og mærker efter, søger at forene det i et valg. I en adfærd. I en tanke. I det, der er den mig, jeg er. Jeg arbejder på en måde med at forene min sjæledel med min menneskedel og samtidigt lade begge dele være så autentiske og smukke og virkelige som muligt. Ikke at svigte igen. Ikke at forlade mig selv mere. Nogensinde.
Det er også hårdt arbejde. Det er her, jeg har brug for alenetid. Men det er dejligt og meningsfyldt. Hver dag står jeg op med glæde og forventning. Men det er ikke altid om morgenen, jeg gør det. Nogle gange starter den tidligt, omkring klokken 04.12. Det må jeg leve med, og så gør jeg det. Bliver mere skrøbelig, mere træt, men må jo så hvile, være alene. Gå lange ture. Cykle ud i verden af en sti, jeg ikke ved, hvor fører hen. Komme hjem opfyldt af kærlighed til verden og alle mennesker - ja alt levende. Med en energi og et mentalt overskud, jeg ikke har følt før. I hvert fald ikke på den måde.
ADSKILLELSE OG FORENING
Jeg er enebarn - det bliver ved med at præge én, selvom man er voksen. Den dag, min veninde og jeg mødte hinanden, blev himlen højere og jeg kunne trække vejret ned i maven igen. Jeg var 10 år, netop flyttet fra Nyboder til Espergærde, fra mobning og storby til fællesksab i en kystby på i det nordøstlige Sjælland. Annette og jeg var Dupont og Dupond. Alle kendte os. Alle vidste at vi var uadskillige, uanset, at vi var piv forskellige. I skolen skrev vi sedler til hinanden om alle vores tanker og følelser, det er et under, at vi har overhovedet har lært noget. I voksenlivet holdt vi ferier med hinandens familier sommer og vinter, hun var min yngstes Gudmor. Jeg har mange veninder og bekendte og dejlige mennesker, men Annette hørte til et sted i mit hjerte, som om var hun en del af mig selv. En del af min hukommelse. Et livsvidne. En fan. En, der valgte mig, elskede mig, som den, jeg nu en gang var og er.
Nu lever hun ikke mere. Nu er det min egen opgave at være sammen med mig selv. Elske mig, som den jeg er. Aldrig at forlade mig, selv, når skygger og tåge gør, at jeg har svært ved at se klart.
Pyh, det er svært, men det er sådan mit liv har formet sig. Vi har vidst, at vores veje skulle skilles de seneste 2 ½ år, siden hun fik diagnosen; uhelbredelig syg. Vi vidste bare ikke hvor længe, vi havde. Derfor har vi været så meget sammen som overhovedet muligt. Rejst, kørt landet og rige tyndt. Grinet, grædt. Sukket og sørget. Levet livet så fuldt ud, det kunne lade sig gøre. Med slanger og væsker og kemo til morgenmad. Men med ture til stranden, udforskning af øer, museer, sort sol over tøndermarsken og vidunderlige madoplevelser. I vores lille land.
Den allersidste tid, inden Annette gik over på den anden side, fortalte jeg hende om min sjælehentning, om mine visioner under meditation og om andre spirituelle oplevelser fra liv før dette. Jeg vidste ikke på det tidspunkt, at det var det, jeg var i gang med, men nu kan jeg se, at jeg ville forvisse hende, at jeg godt kunne klare mig uden hende. At hun kunne gå med fred. At vi altid ville være sammen i ånden. Kunne finde sammen.
Da hun var på vej over, tog jeg på landet og gik i bøn. Jeg malede og malede og malede. Hørte musik, deltog i Zenit-højtidelighed, mediterede, udførte ritualer og sendte hende af sted med fred i sjælen på selve "opstandelsesdagen" d. 12.02.2021. Dagen for al ny begyndelse - den ny tid. Den begyndelse, som også er min begyndelse. I et liv uden hende. I et liv med mig.
Det er første gang, jeg er blevet forladt. Altså bortset fra, da en del af min sjæl forlod mig, den gang, en måned før jeg blev født.
VERDEN ER PÅ VEJ
Nogle gange røres jeg til tårer over det smukke liv, jeg har fået.Tænk at unde mig selv at få alle de overgange, alle de traumer og livsudfordringer, som til sammen har gjort mig til den, jeg er. For det er sådan, jeg tror det er. At jeg, for at vedblive med at udvikle mig som levende sjæl, selv har valgt, at dette jordeliv skulle bestå af disse udfordringer. Den storhed har jeg i mig. Den storhed, har vi alle, når vi tør se det i øjnene. Vedkende os det. Det er det lys, vi har mulighed for at få kontakt med. Det er det lys, der kan begynde at lyse, når vi blot er tålmodige med os selv
Vi er på vej. Jeg er på vej. Verden er på vej. Vi ved ikke hvorhen eller hvordan vi skal gøre.
Men vi ved, at vi må være autentiske, turde se på vores skygger, forstå og vedkende os dem. Lære af dem.
Det er det, der er så vildt - det, der gør én så skrøbelig. At se i øjnene, at alt er som det skal være. At de skygger jeg har, er nogle, som er med til at gøre mig til den, jeg er.
Jeg elsker livet! Tak for det. Jeg vil gøre mig så umage som muligt. Give mig selv så mange pauser, tid til reflektion, tid til sorg, tid til kærlighed.
DET SHAMANISTISKE PERSPEKTIV
Indenfor shamanismen erkriser lig med indvielser og livsovergange dér, hvor vi virkelig skal fare med lempe. Det er der hvor vi skal forberede os, hjælpes på vej og bydes velkommen i det nye.
Det var denne form for arbejde shamaner udførte i samfundene, det var en af grundene til at de var uundværlige. I liminalfasen, (den som jeg på flere måder er i netop nu i år 2021), anså man det for farligt at være, hvorfor en lang række af ritualer foregik. Det er ens for alle folkeslag verden over, at man har foretaget ritualer i forbindelse med livsovergange. De har været forskellige, men de er alle blevet foretaget af shamaner, og de har alle været forbundet med stor alvor.
I mit sind har der altid været en underlig form for modstand mod dogmer og fastlagte regler, mod autoriteter og "sådan er det". Derfor passer det mig også fint, at jeg er min egen shaman på disse rejser.
Jeg har fået hjælp til selve sjælehentningen, men integrationsarbejdet, det har jeg selv foretaget og det er det, du netop har læst om her.
Det kommer til at fortsætte en rum tid endnu, men jeg føler mig rustet. Jeg ved, som slangen, at "ting tager tid". Og jeg ved, at når jeg er klar til verden, vil jeg træde ud og lege med den igen.
LÆS MERE HER:
Ritualets kraft
Når sjælen hentes hjem
Transition og afsked
Ingen kommentarer:
Send en kommentar