MAGIEN SKER I MELLEMRUMMENE

I vores del af verden lægger vi vægt på og værdi i alt det, vi kan se og røre ved. I fænomenerne, som er omkring os. Det, der kan måles, vejes og sammenlignes. De udgør udgangspunktet for al forskning og evidens og faktabaseret viden.

Men hvad nu, hvis vi nu legede med tanken om, at vi i stedet begynder at hylde det, der ligger i mellemrummene?

Lad mig indlede med at give et eksempel på, hvad jeg mener med mellemrummene. Tag f.eks. noget så basalt som din vejrtrækning. Du trækker vejret ind, du puster ud. Det sker hele tiden. Du ånder, alle andre levende væsner ånder. Verden ånder. Det er fænomener: En inhalering. En ekshalering. Ind i mellem disse to fænomener, sker der nogle gange det, at du holder vejret inden du puster ud igen. Eller du trækker vejret så langsomt, at du må hive det kraftigt ind for at få ilt. Vi taler om mellemrummene mellem ind- og udåndning. Ikke den første i livet og heller ikke og den sidste inden du skal herfra, men om alle dem midt i mellem.

Hvis du har dyrket yoga eller meditation ved du, at det er utroligt sundt at holde pauser mellem ind- og udpustning, især den pause, som du kan holde efter at du har pustet ud. Det er her, der er stilhed, det er her, kroppen regenererer og det er her, du giver ilten i dine blodårer og hjerne lov til at vibrere i frit rum.

Det er altså i mellemrummene, at magien sker, så at sige. Det er her midt i det mest grundlæggende for liv; vejrtrækningen, som sker hele tiden, over alt og i alle - at vi har nøglen til selve livet.

Den nøgle - at fokusere på mellemrummene - giver vi os nu til at udforske på andre planer. Vi kommer til at bevæge os en smule på overordnede planer, på samfundsmæssige planer, på mellemmenneskelige planer, på psykologiske planer, på de åndelige planer og på de mere subtile planer.

Vær tålmodig, det vil for nogen blver lidt nørdet, men hvis du specialist i nogle af de ting, jeg kommer ind på, vil du samtidigt opleve, at jeg virker overfladisk. Men det er mønstrene, jeg genkender og søger at beskrive -  ikke som sådan selve fænomenerne.

Min mission er at finde frem til, hvad det er , der gør,at de ligner hinanden. Og hvad det er, der gør, at vi kan udlede noget af det, der er fælles for dem. Tænk gerne med selv. Dette er jo et form for eksperiment, hvor vi leder efter den magi, der findes i mellemrummene.

Og så skal du vide; jeg tager mig god tid. Artiklen breder sig ud over flere afsnit. Dette er det første. Klik dig med tiden til resten via etiketten #pausens magi.

God fornøjelse. 

PAUSERNES MAGI
Pauser i det hele taget er gode for os. Lad os starte med noget af det lidt lettere, så har jeg noteret mig, at det i nogle sammenhænge er mellemrummene, der skaber hele successen. Altså pauserne. At pauserne er kimen til kreativitete - det skabende princip.

Tag nu musik, her er det blandt andet pauserne mellem tonerne, der afgør, hvordan melodien udfolder sig. De sorte klatter på et nodepapir viser jo selve tonen, hvilken tone og hvornår den skal spilles. Der er også nogle gange tegn, der viser om det skal spilles kraftigt eller hurtigt, men det er den musikudøvende, der skal lægge pauserne og betoningen ind, således at musikken bliver indfølende, smuk og levende. Lyt f.eks. også til flere udgaver af en sang, du kender. Her vil du sikkert lægge mærke til flere ting, der udgør forskellene, men læg mærke til pauserne, det er dem, der skaber melodien. 

Sådan er det også, når et menneske holder foredrfag, underviser eller laver en podcast f.eks. jeg har slukket for mangt en podcast, fordi de talende ikke mestrer at holde pauser, så den lyttende kan fordøje, hvad der bliber sagt. Men det kræver jo også mod at turde blive i stilheden, at lade mellemrummene mellem ordene stå i sig selv. At lade det talte være talt og lade det være op til stilheden at give plads til at dem, der lytter kan bearbejde og intgegrere. Der er tale om at turde slippe kontrollen og lade det frie rum leve sig eget liv.

DOPAMIN LOOPET
Pauser er på mange andre måder afgørende for succes. Hvordan holder du f.eks pause? Ja, jeg ved det; det er et ømtåleligt spørgsmål og jeg er selv absolut ingen helgen. For mange mennesker sker der nemlig det, at så snart der opstår en pause, bliver mobilen trukket frem og hvis den allerede er fremme i din hånd . aktiveret. Det kan være i en kø, ved et busstoppested, i et venteværelse, til et møde... eller andre stedder, hvor man pludselig har lidt tid til overs i en travl hverdag - så bliver pausen udnyttet til at læse nyheder, tjekke de sociale platformes notifikationer, til at flakse rundt på nettet eller til at spille et spil. Ikke til blot at sidde i ro og mag og lytte til lydene, til sine egne tanker eller til slet og ret at lukke øjnene og holde en pause.

Selv har jeg gang på gang opdaget, at jeg swiper rundt mellem apps´ne for at finde nyt at kikke på, selvom jeg allerede har været på "kanalrundfart" på alle de sociale medier. Og så er der at jeg kommer i tanker om, at det er lige NU, jeg skal lægge den fra mig og dyrke fraværet at input. Det kræver som regel en gåtur, en bunke vasketøj, lugning i haven, at jeg går hen til mit bord, hvor jeg altid har et maleri liggende, at jeg fejer indkørslen eller andre "no brain"-aktiviteter.

Før i tiden anså jeg det for en slags spild af tid, men jeg har opdaget, at det er faktisk i de mellemrum, at jeg er begyndt at kunne høre min egen stemme.  Eller hvis det nu er. Det er i de mellemrum at sammenhænge og mønstre pludseligt står klokkeklart for mig. Og det er i de sammenhænge, at løsninger på problemer, der virkede uløselige pludselig giver sig selv og jeg kan se tingene klart.

Vi er så mærkelige, vi mennesker. Og det hele handler om, hvordan vi vil behandle vores bevidsthed. Dvs. os selv og vores dyrebareste indre liv. Vil vi forurene den, eller vil vi give den lidt fred ind i mellem?

Vi er på mange måder blevet "dopamin-afhængige", det ved vi alle sammen godt. Aviserne skriver om det. Men undersøger vi hver især, hvad der sker, hvis vi blot nogle af gangene kikker op i skyerne, på vores negle, på vores medmennesker, en tissemyre eller på indersiden af vores øjenlåg?



NATURPAUSEN
I moderne forskning indenfor naturterapi har man fundet ud af, at vi mennesker mestendels bruger to forskellig former for opmærksomhed når vi færdes rundt i livet. Dels den fokuserede opmærkeomhed, der opfører sig som en læselampe med klart og skarpt lys. Det er den, vi anvender, når vi færdes i byer med betonfliser, huse, lyskurver, mennesker, trafik og de milliarder af andre indtryk der er ladet med information og fristelser om at købe, mene eller gøre dit og dat.

Dels findes der en type opmærksomhed, der er den vi oprindeligt brugte det meste af dagen. Den kaldes for ´den skannende opmærksomhed´ og er langt mere flydende og altomfattende end den fokuserede. De perifære sanser tages i brug, både i syn, og hørelse og til en vis grad via følesansen og den præprioceptive sans. Sagt med andre ord, vi har en type opmærksomhed, hvor vi anvender hele vores krop, vi anvender så at sige spredelys og lytter, ser og mærker både forfra, fra siden, oppefra, nedefra, indefra og udefra og til dels bag os.

Gæt selv hvilken type opmærksomhed, vi oprindeligt er skabt til at anvende, hvilken type opmærksomhed, vi har bedst af at bruge mest af og i hvilke sammenhænge, vi brugte hvilke typer af opmærksomhed.

Ja, rigtigt: Det er mest naturligt for menneskeracen at befinde sig i den skannende opmærksomhes-tilstand. I kortere perioder, når vi f.eks. skal jage (gå på arbejde) er vi perfekte til at bruge vores fokuserede opmærksomhed. Ind i mellem de to typer af opmærksomhed, skal der være mulighed for pauser. Mest, når den fokuserede opmærksomhed har været anvendt. Sådan har vi levet i millioner af år, blot ikke de seneste små 200 år siden industrialiseringen forandrede vores levevilkår.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Kikker du ud over et kontorlandskab, så ved du (og især de ansatte ved det), at det er afgørende for både trivsel og produktion, at der er ordentlig afstand mellem kontorbordene. Afstanden - altså mellemrummene - giver det enkelte menneske sit personlige rum til at "være sig" i. Nogle steder er der sat halvvægge op mellem bordene for at skærme af for lys og indkik, men den manglende privathed og stilhed er på lang sigt kilde til stress. Her er mellemrummene (og pauserne) i særdeleshed afgørende for succes.

Der er flere ting man kan gøre for at afbøde stressen, og her er det at naturterapi-videnskaberne kan tages og blver taget i anvendelse. Man bruger f.eks. stueplanter, plakater og kunst med noget fra naturen eller en baggrundslyd, et såkaldt "lydtæppe" med f.eks. fuglefløjt, bølgeskvulp eller lign. Det viser sig at have tydelig angstdæmpende, kreativitets- og trivselsfremmende effekt. Stressen og sygemeldingerne går simpelthen ned og produktionen og velværen op.

Erfaringerne fra Covid-19-nedlukningen af samfundet er den samme; Jo mere medarbejdere selv kunne tilrettelægge deres arbejde og lægge vandreturspauser (og andre pauser) ind i deres hverdag, desto bedre præsterede man og desto bedre blev den generelle trivsel.

Så hvis vi leder efter magien og har svært ved at finde den, så led i mellemrummene. Det er lidt ligesom med hvis vi taber nøglen; den falder ned i mellemrummene, men den er jo til at finde igen, hvis vi giver os tid til at lede.