AT TAKKE - OM GAVER OG OM OFRING

Det er blevet moderne at være taknemmelig. At dyrke sin taknemmelighed. For på den måde hjælper vi vores bevidsthed med at få øje på de gode ting i livet, på det positive og på det, store i det små. Ved en simpel taksigelse, nogle vil gå så langt som at kalde det en bøn, flytter du din fokus fra det almindelige til det særlige. Fra det daglige til det højtidelige. Fra hverdag til ritual.

 

Det behøver ikke at indebære en masse tjuhej med stearinlys og altre og cleansing i forbindelse med din taksigelse, selvom det aldrig kan skade. Det kan blot være en tanke, en kort sætning forbundet med en dyb følelse, du ofrer et øjebliks koncentration på. F.eks. morgen og aften. Tak fordi jeg kom foran i køen, da jeg havde travlt. Tak fordi jeg fik øje på gærdesmutten, Tak for livet, Tak fordi jeg husker at øve mig på at takke. And so on. 

Længere er den egentlig ikke. Men forklaringen er.

 
Jo mere, du kan komme i tanker om, at takke oprigtigt for, desto dybere "rille" laver du i din hjernes "LP-plade" og jo oftere vil den automatisk afspille melodien, som du så kan lægge din personlige lyrik ind over.

I det følgende skal du høre om forbindelsen mellem at takke og så at ofre. For der er en stærk forbindelse, som træder tydeligt frem, når vi sætter os ind i, hvordan hedningene gjorde i tiden før det seneste religionsskifte. Det kan du læse om her i slutningen af artiklen samt her i et selvstændigt indlæg om ofring.

GAVEGIVNING
Der er meget at takke for. Vi giver hinanden gaver til jul, fødselsdage, barnedåb, konfirmationer og andre begivenheder, hvor noget skal fejres. Det er tradition, det er høflighed og god kotyme. Men er du klar over, at når du giver en gave, så anvender du en adfærd, der er videreført fra en oldgammel -  ja, i ordets egentlige forstand - mindst 5 tusindeårig rituel handling. I vores oldtid, gennemsyrede gavegivning menneskets dagligdag i stort set alle anledninger, både de store og de små, de højtidelige og de almindelige. Gaver kunne i den sammenhæng være alt muligt. En sang, en tåre, lidt brøden fletning eller en guldring.

Når man jagede byttet, der skulle udgøre føden, når man dyrkede jorden, når man sankede og høstede skovens bær, nødder og frugter, senere hen begyndte at rydde skovene og begynde at dyrke agrene, så fandt man det altafgørende at stå sig godt med ånderne. Ånden i jorden, ånden i planten, i dyret, i solen. Ånden i øksen. Det var derfor man gav dem gaver - for at styrke relationen til de, der var fundamentale for ens liv og ens fremtid. Gaven var en offergave. Man ofrede noget, der var værdifuldt, eller noget, som ånden fandt værdifuldt.

VÆRS´GOD OG TAK
Man ofrede selvfølgelig også når man at tilberedte maden, og spiste den og takkede bagefter. Den gang var det Fader Sol og Moder Jord, der blev tilbedt, som man gerne ville stå på ”god fod med” og som man indgik en pagt med. Det var dyrenes ånder, med hvem, man aftalte at holde bestanden i ave; ”hvis jeg ofrer til dig, Store Elgs ånd”, vil du så give mig én fra din flok?

Eller: ”Hvis du store, fantastiske Moder Jord – her i det allerhelligste sted, hvor dine safter rinder ud af dig (fra søer, moser, kilder og andre vandhuller) – vil give mig frugtbarhed, … og du store ubegribeligt; smukke, livgivende Fader Sol, vil du skinne ned til os og give os lys og varme og frugtbarhed, så skænker vi dig disse rige gaver, det dyrebareste, vi har; Flintøkser, sværd, rav, smykker, fletninger, kar, heste, hunde - sågar mennesker.

At give gaver er altså en form for relationsskabende pagt, en form for dyrkning med henblik på vækst og liv og fælles fremtid.

AT OFRE
Ur-udgaven af begrebet ”gave”, altså dét som Platon ville kalde ”hulebilledet af gaven”, eller grundidéen gave, er som forsøgt anskueliggjort ovenfor; det er offeret. At ofre er at give en gave. Der er dermed stor forskel på at ofre sig, at være et offer og så at give et offer, at ofre. At ofre sig har også fået en negativ klang nutildags. Det indebærer på en eller anden måde, at man gør noget for andre, man dybest set ikke vil. Men i den oprindelige betydning, betyder at ofre sig, at man gør det frivilligt. For fællesskabets skyld.

De gamle indgik altså i en pagt med naturen og havde dybt i sig en respekt for alt levende, med hvis ånder, de særligt udvalgte, mennesker kunne forhandle og indgå aftaler. Det var de skæve og mærkelige, dem, vi i dag kalder medicinmænd eller shamaner. Men i det små - i det daglige, var kontakten og kommunikationen med ånderne i naturen allestedsnærværende og yderst relevant. Sådan ser du det også i alle de folkeslag, der studeres antropologisk verden over.

PAGTEN OG PENGENE
Men pagten er forandret i vores dage. Den er i moderne tid blevet fortrængt og erstattet af en byttekultur i landsbyen og på markeder, og med fænomenet "penge" udvikledes en kapitalistisk og merkantil tankegang, som jo trives i allerbedste velgående i stort set alle af verdens afkroge i dag. Det gennemsyrer vores verdenssyn og tankesæt og det er sket glidende over en lang, lang periode, blev speedet op først med broncealderfolket, siden jernalderens folk og med vikingernes fart i skibene over bølgerne. De rejste langt, langt bort og plyndrede og ikke midst udvekslede viden og varer. De handlede.Og hermed blev ofret fortrængt af pengene og de enkelte varers værdi. 

DEN MODERNE GAVES HULHED
Med industrialiseringen er gavegivningen nu mestendels indskrænket til højtider og festlige anledninger, måske en hous warming (indvielse af den tomt/grund/det sted, hvor man bosætter sig), afsked af en skattet medarbejder på kontoret eller arbejdspladsen, en rund fødselsdag, barsel osv.

Standser vi et øjeblik og kikker vi nærmere på de nævnte begivenheder, hvor vi stadig giver gaver, kan vi se, at det er ved livets overgange. Ved overgange fra én sfære til en anden.Og så er vi altså igen tilbage ved en grundlæggende hedensk og shamanistisk praksis: At mildne de ånder, der hersker i den sfære, personen forlader, så de "giver slip" (på vaner, tankesæt mv) og at forberede og på forhånd takke de ånder, der hersker over den nye sfære, personen indtræder i, så livet dér vil være frugtbart og godt.

Gaven i forbindelse med livsovergangen er altså også en slags ofring, som skal styrke den enkelte, der foretager livsovergangen således at livet mellem verdenerne bliver så smouth som muligt og således at det nye liv i den nye sfære (verden) bliver godt og kraftfuldt, frugtbart og lykkeligt.


GAVENS HELLIGHED - OG TAK
Livets gang, årets gang er også fuld af overgange. Se blot på dag og nat, der er alle overgange. Vinteren afløses af foråret, forårets af forsommeren, forsommeren af højsommeren osv. frem til vinten vender tilbage igen med den gavefyldte jul. Det runde (h-)jul drejer igen ved årets udgang (eller begyndelse) i vintersolhverv d. 21. december. Året og livet slutter ikke, nej det gør ej, det fortsætter (regner vi med, håber vi på), derfor siger vi tak for det forgangne år og søger at stemme ånderne mildt og frugtbart for det nye kommende år. Tak for det, der var og det der kommer. Tak for det, der er.