KRAFTTING OG SMÅ SKATTE

Nogle mennesker gør rigtigt meget ud af det med at have kraftting omkring sig. Af og til uden selv at være bevidste om, at det er det, de har.
 

Sådan et menneske var jeg lige ind til for nyligt.

 

Jeg lyttede med undren, når praktiserende shamaner talte om deres altre og  deres raslers personlige kraft. Eller om trommerne. At de talte med dem, havde en relation til dem og sådan. Jeg så videoer, hvor andre shaman-praktiserende minutiøst står og gennemgår dem og jeg tænkte ved mig selv, at det var vist ikke er noget for mig. Det virkede alligevel for mærkeligt. Tænkte jeg.

SPONTANT OG UPLANLAGT
Jeg er nemlig et kultiveret, dannet og uddannet. Jeg er og har tilpasset mig. var hende den mærkelige, men har lært at opføre mig - som de andre... eller okay, nogenlunde som de andre.

Jeg er enebarn af en kaptajn og en bogholder, og med al respekt for deres kærlighed, har jeg lært at stå ret og holde mig indenfor stregerne. Det blev min overlevelsesstrategi og har væfret det det meste af livet. Lige indtil mit autentiske jeg stritter ud gennem sprækkerne. Eller flyder ud over det hele. Kender du det?

Når jeg så er i kontakt med min autentiske side, er jeg sådan én, der udfører mit shamanistiske arbejde ret spontant eller impulsivt. Eller halvt ubevidst.

På denne her kanal vil jeg bevidstgøre og fortælle om, hvad jeg gør, for at integrere min viden, min praksis og mit livssyn.

Ofte sker min shamanistiske praksis i naturen.

Ofte sker det på en vandretur f.eks. men det kan også godt ske, når jeg er midt i noget praktisk, noget dagligdags. Det kan f.eks. være at lægge tøj sammen. Så står jeg der og opdager, at jeg befinder mig i en zen-agtig tilstand af bar kedsomhed.

Hvis ikke jeg har en podcast i ørerne, står jeg og taler med universet om, hvor glad jeg er for at være til. Eller jeg taler med en lille fugl, der sidder og vipper med halen ude i kulden. Hvad kan man tale med en fugl om? 

ALT MULIGT!  Om, hvor hård vinteren er for den, mens jeg står herinde og folder sokker og t-shirts. Den nikker og pikker lige udenfor min rude, vores øjne mødes og den vender sig og flyver lidt længere væk, sætter sig på en gren og nipper til et bær.

Jeg smiler og vinker og sender den lille nogle omsorgsfulde og kærlige lange bølger af glædes-tanke-tågeslør ud i efter den på dens færd gennem hækken. Forstår, at man altid kan finde næring, hvis man leder efter den. Forstår at værdsætte den. 

Jeg udfører med andre ord små ritual-lignende ting i mit daglige virke. Ofte i taknemmelighed, hvor jeg hylder vandets kraft. Du ved: "Øj, hvor er jeg tørstig, "Godmorgen vand, og tak for din lange tur gennem systemet, gennem sand og luft og skyer og søer og hav. Gennem dyr og mennesker og toiletter og rensesystemer og vandhaner. Tak for livet i al ting".

Eller jeg vågner ultratidligt og går udenfor på min terrasse eller lynggrunden i mit sommerhus  eller helt ud på den yderste gren af Sjælland og byder daggryet velkommen. 

Sjældnere er jeg rituel i egentlige planlagte ritualer med konkrete ceremonier med dertil hørende remedier. "Dingen und sachen" som "skal være der" for at ritualet virker.

Jeg gør det, og jeg gør det mere og mere efterhånden. Særligt i forbindelse med månefaserne og med mit eget skyggearbejde.

Men jeg gør det ikke så tit.

Det kræver selvfølgelig træning, men de store planlagte fungerer ikke særligt godt for mig. Jeg bliver stiv og kantet og kejtet, føler at det hellige forsvinder, fordi jeg skal koncentrere mig om øst og vest og sådan.

Jeg øver mig med små kort med punktopstillinger på, og det hjælper mig lidt. Bedst er det at mørke indad. Gøre det, der føles rigtigt. Derfor foregår det også ofte ret så langsomt. Men det er jo for det meste også kun mig selv der er med i min cirkel, så det er jo okay.

Ved at læse om oprindelige folks hverdag og spiritualitet og ved at granske vores egne nordiske myter og sagaer, går det op for mig, at hele menneskehedens dagligdag faktisk for det meste består af små bitte ritualer.

Næsten som jeg beskrev det lige før.

Mange hævder at ritualer skal gennemføres på nøjagtigt samme måde og på meget bestemte måder hver eneste gang. Måske er det rigtigt, jeg ved det ikke. Men hvorfor spænde ben for sig selv, når nu det andet også virker?

Så kan jeg gemme de større ritualer til årets naturlige højtider. Der hvor sløret mellem verdenerne er tyndest. 

ET BESJÆLET HJEM
I dette her afsnit har jeg jo sat mig for at omtale kraftting og små skatte. 

Jeg hørte på et tidspunkt i en cirkel en deltager omtale sit hjem som sit alter  - og da jeg hørte det, så var det som om det hele faldt på plads for mig:

Hvis jeg kikker mig omkring, så er alle rum - i de to hjem, jeg ejer - besjælet.

På det bevidste plan tænkte jeg ikke på det som altre eller kraftsteder. Min sjæl vidste godt, at den talte med mine hjælpeånder og med altings fælles ånd og at de ting, jeg omgiver mig med har bestemte betydninger.

Nogle af mine ting har endog navne. 

Jeg blev bare først bevidst om det, da jeg hørte andre omtale deres.

Sært ikke sandt. Måske er det fordi jeg er enebarn og fordi der ikke er nogen i min omgangskreds, der har spurgt til det. 

Mine magiske kraftting og redskaber findes både ude og inde. Det kan være en glasvase med runde sten i, runde kogler, runde muslinger og andet rundt i, der står placeret som om det er en dekoration (hvilket det jo altså også er) i mit hjem på en hylde eller i en vindueskarm.

Der eller andre steder i kroge og på skabe har jeg også rav, sjove frøkapsler, fjer, min gamle bamse, figurer af mine andre kraftdyr og æsker med frø og sand (stjernestøv), Hulsten i snor og i urtepotter, muslinger som sæbeskåle, små "masker" og figurer, mine børn har lavet til mig, osv. osv. 

Min stav har jeg som regel med mig når jeg vandrer, hvilket jeg ofte gør, så den er mere en forlængelse af min krop end den er et remedie. Den er også en dirigentstok, en stige til underverdenen, et ekstra ben, så jeg kan holde jordforbindelsen og så er den repræsentant for det rønnetræ, som den en gang var.

Jeg har set forskellige shamaner arbejde med en slags pandebånd udformet som et snoregardin, der hænger ned over øjnene og et sådan har jeg tænkt mig at udarbejde til mig selv. En dag.

PYH
Jeg har det som om jeg har udstillet mit inderste, ved at fortælle om mine skatte her. Men jeg føler mig sikker på - for "vi" har drøftet det på forhånd - at det er okay i formidlingens og inspirationens tjeneste.

Det aller vigtigste er, at du selv finder de ting, som giver mening og har ånd og vilje og som symboliserer noget væsentligt for dig. Ikke hvad de koster, hvor seje, der er eller hvor meget street-cred, du kan få ved at flashe dem. (Det ved jeg godt, du ved, men nu er det sagt).

LINKS
Du kan læse mere om Ritualer og Ceremonier her.